Betændelse i kroppen kan slås ned med søvnhormonet melatonin. Danske forskere går forrest.

Melatonin er kendt som kroppens naturlige sovemedicin, der får os til at blive døsige og falde i søvn om aftenen.

Nu har forskere fra Herlev Hospital som de første i verden påvist, at hormonet også er i stand til at bekæmpe betændelsestilstande i kroppen og forebygge skader på hjertet efter en blodprop, skriver videnskab.dk.

Betændelse er uproblematisk, så længe den afgrænser sig til et lille område. Men det sker ofte blandt ældre og syge, at betændelsen spreder sig via blodbanerne, og den tilstand er yderst farlig med en dødelighed på 50 procent.

- Vores studie tyder på, at melatonin kan være med til at forhindre betændelsen i at udvikle sig, så man undgår de tragiske dødsfald, siger læge og ph.d.-studerende Mahdi Alamili.

Hos hjertepatienter, som er opereret i hovedpulsåren, har melatonin vist at kunne forhindre skader på hjertet. Desuden er der håb om, at hormonet også kan forhindre vævsskader, efter at en blodprop er fjernet i hjertet.

/ritzau/