I denne uge er statsministeren med til at markere 100 året for salget af de Dansk Vestindiske øer til USA.

Når man taler om Dansk Vestindien, bliver der oftest fokuseret på, hvorfor det netop var tropiske øer vi solgte, og om prisen (på 25 mio. dollars) var høj nok. Denne skamplet på Danmarks historie forbigåes ofte med humor eller som en parentes. Men faktum er, at Danmark var blandt de ti største medspillere i den globale slavehandel. Der er politisk enighed om at tage afstand fra nationens rolle i slavehandlen, men ikke at give nogen undskyldning.

SF, Alternativet, Enhedslisten og De Radikale så gerne, at statsminister Lars Løkke Rasmussen på fredag ved markering af 100 året for salget af øerne til USA gav en officiel undskyldning. Begrundelserne er åbenlyse. Men Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er imod en undskyldning. Den overvejende begrundelse er, at det ikke giver mening at én, der ikke har gjort noget, skal give en undskyldning til én, som ikke har lidt nogen skade. Altså grundlæggende at arvesynden er afskaffet.

Når man taler om undskyldninger fra det officielle Danmark, så hører de til sjældenhederne. Vi har simpelthen ikke tradition for den slags. Selvfølgelig er der også spørgsmålet om, hvorvidt en undskyldning er juridisk ansvarspådragende - altså om Danmark så ender med at måtte betale en erstatning. Men tungest vejer tilsyneladende princippet om, at undskyldninger er noget, som man giver til levende mennesker - fra dem, der har begået en ugerning, til dem, der har lidt under den.

Det er sådan vi gør i Danmark. Undtagen, når vi ikke gør. F.eks. da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2005 undskyldte officielt for danske myndigheders medvirken til at udvise jøder, som endte i KZ-lejre under nazismen. Det høstede han i øvrigt bred anerkendelse for.

Det kan synes paradoksalt, at danske politikere gennem tiderne har lagt pres på andre nationer eller regimer for at de skulle vedkende sig historiske vederstyggeligheder, f.eks. det armenske folkemord, når nationen Danmark ikke vil sige undskyld for slaveriet. I øvrigt skal vi ikke længere tilbage end januar 2017 for at finde en beslutning, hvor Folketinget slog fast, at heller ikke Danmark anerkender det armenske folkedrab. I en vedtagelse hed det bl.a.: “Folketinget fastholder dermed sin parlamentariske tradition for ikke at udstede domme over historiske begivenheder”.

Det kan naturligvis anses som en både praktisk og på sin vis logisk tradition, som man skal overveje grundigt, før man ændrer. Men hvis man kan afvige fra traditionen for at hele nationens sjæl i forhold til myndighedernes rolle under nazismen, så må man også kunne foretage den samme undtagelse i forhold til et slaveri som i grusomhed bestemt kan måle sig med 2005-undtagelsen. Og som i omfang var væsentligt større end, hvad de fleste danskere bryder sig om at huske.

Slaveriet var en forbrydelse begået af nationen Danmark mod flere folkeslag og stammer som i dag er vokset sammen til et folk - pga. slavehandlen. En nation - et folk. Det er større filosofiske enheder end hvad man kan gøre op i direkte skyldige personer og direkte ofre. Vi var og er en levende nation og beboerne på de vestindiske øer et levende folk. Så sig dog undskyld!