Lars Løkke Rasmussen spillede højt spil og tabte.

Han havde håbet at sætte sig i respekt som regeringschef og etablere et bedre samarbejde i blå blok, men i stedet er det endt med et fumlet forløb, som har kostet ham og regeringen dyrt.

Regeringskrisen har i hvert fald kostet Løkke fem ting:

1. Statsministeren ønskede at skabe ro om regeringen og stabilitet i blå blok, men i dag fremstår regeringen svagere end før og blå blok mere dysfunktionel. Han har muligvis høvlet et par knaster væk undervejs, men de væsentligste problemer i samarbejdet ligger stadig lige rundt om hjørnet.

2. Løkke ville banke De Konservative på plads og i samme ombæring vise både DF og LA, at man ikke ustraffet truer hans regering på livet, men det lille støtteparti tog det største stik hjem. Og viste dermed Løkke, at det 90. mandat er meget værd, uanset hvor mange mandater man i øvrigt har. Og de viste de andre støttepartier, at Løkke kan mules.

3. Løkke har reddet sig igennem mange kriser for sit personlige brand, fordi han har ry for at være en dygtig politisk håndværker. Det brand har han smidt på gulvet med et forløb med flere fejlslagne strategiske træk, og hvor han sprang op som løve, men faldt ned som et lam.

4. Løkke har høstet en del respekt på ikke at ville være statsminister for enhver pris. Nu har han bevist, at han vil æde selv en stor ydmygelse for at blive ved med at være statsminister.

5. Statsministeren tabte magtkampen. En valgtrussel fra Løkke vil fremover blive mødt med et træk på skulderen.