Har du oplevet fartbøller i dit område? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Det er ulovligt ifølge straffeloven at hindre politiets arbejde. Det vidste 'Søren' dog ikke, da han søndag aften brugte halvanden time på at stå i blæst og regn og lyse med en lommelygte til de bilister, der kom kørende ad Holbækvej fra Pedersborg mod Sorø.

Cirka 150 meter længere fremme på Holbækvej holdt en af politiets fartkontrolvogne, skriver DAGBLADET Ringsted.

»Jeg advarede bilisterne, fordi jeg synes, det er åndssvagt, hvis de får taget deres kørekort på denne her strækning. Jeg forstår godt, man ikke må køre for stærkt, men det her er bare en af politiets pengemaskiner, mener 'Søren', der ønsker at være anonym. Avisen kender hans identitet.

Men borgerens handling er ulovlig, pointerer Erik Mather, der er leder af færdselspolitiet i Sydsjællands- og Lollandfalsters Politi.

»Jeg har ikke hørt om noget lignende, og jeg har ikke hørt, om nogen, der er blevet dømt for sådan noget. Men ifølge straffelovens paragraf 119 stk. 3 må man ikke lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, og det mener jeg, der er tale om her,« siger Erik Mather til avisen.