48-årige Søren Korsholm Møller har flere tatoveringer end de fleste, men det er på grund af de helt særlige motiver, at folk stopper op på gaden.

»Alle kan relatere til mine tatoveringer, jeg har jo tatoveret Cartoon Networks logo, og jeg har også Warner Brothers-, Coca Cola- og Pepsi-logoet, så alle kender dem bare,« siger Søren Korsholm Møller.

Han har så mange tatoveringer, at han er holdt op med at tælle. Hans krop er dækket af diverse amerikanske logoer og firmaer, som han synes, han har en historie med, og han gætter forsigtigt på, at han har brugt i omegnen af 150.000 kroner på blæk i huden.

»For mig symboliserer de noget, der viser styrke, når jeg har de gamle brands. Mange af dem har en fantastisk historie, der går tilbage til immigranterne i USA. Det er mange steder, hvor de virkelig har ofret og satset alt for firmaets skyld« siger Søren Korsholm Møller.

Foto: Instagram/ Søren Korsholm Møller
Vis mere

Til dagligt arbejder han som ingeniør, hvor han flere gang har fået kommentarer om, at det ikke hænger sammen med hans kropsudsmykning.

»Normalt er vi ingeniører jo sådan nogle skjortetyper, og det er jeg ikke ligefrem, men jeg synes bare, det er fedt, at være anderledes« siger Søren Korsholm Møller.

Flere gange har han også oplevet, at folk på gaden stopper op og spørger til tatoveringerne, men der har aldrig været negative kommentarer, folk vil bare gerne høre, hvorfor han har så mange logoer foreviget på kroppen.

»Engang var der én, der løb efter mig i Føtex for at spørge om mine tatoveringer. Han ville høre om jeg var sponsoreret af nogen, men det er jeg ikke,« siger Søren Korsholm Møller.

Det er dog ikke kun logoer og sjove figurer imellem de mange tatoveringer. Den tatovering, der betyder mest for Søren, er nemlig billeder af hans afdøde hund, der døde pludseligt ved et hjertestop. Udover mange amerikanske logoer har han også motiver lavet af Andy Warhol og tribals på kroppen.