Søren Gade, tidligere direktør for Landbrug & Fødevarer og forsvarsminister for Venstre, bliver ny formand for udviklingsorganisationen Cares repræsentantskab.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

»Care Danmark arbejder i landområderne, hvor verdens fattigste mennesker bor, og tager udgangspunkt i hjælp til selvhjælp. Det skaber langsigtede løsninger, og det er sund fornuft,« siger Søren Gade.

Care Danmark er en humanitær organisation, som arbejder med udvikling i ni afrikanske og asiatiske lande. Care er en selvstændig fond og har en omsætning på 100 millioner kroner om året.

Søren Gade forlod jobbet som direktør i Landbrug & Fødevarer i 2014 efter fire år i stillingen. Inden da arbejdede han som forsvarsminister i Anders Fogh Rasmussens regering fra 2004 til 2010.

BNB