Lyt til artiklen

Tidligere forsvarsminister Søren Gade mener, at han er blevet dømt på forhånd i sagen om udlevering af irakiske fanger. Han afviser beskyldningerne om, at han på ulovlig vis tilbageholdt oplysninger om irakisk fangetortur for Folketinget.

Når Søren Gade ikke stiller sig op på tv og bedyrer sin uskyld i fange-sagen, er det ene og alene fordi, han ikke mener, det gør nogen forskel. Det siger han til Dagbladet Holstebro-Struers netavis.

- I de her sager er jeg allerede sigtet, tiltalt, dømt, hængt og begravet. Substansen er der ingen, der gider at lede efter længere. De mangler bare mit billede. Jeg kunne godt stille mig op på tv og snakke i to dage. Men jeg ville ikke få noget ud af det. Historien er lavet, siger Søren Gade til avisen.

Streget ud

Søren Gade er atter kommet i stærk modvind. De Radikales udenrigsordfører Rasmus Helveg Petersen truede i går Søren Gade med en rigsretssag, og under alle omstændigheder bliver hans rolle i fange-sagen undersøgt af en kommission.

BØR SØREN GADE ELLER ANDRE ANSVARLIGE STILLES TIL ANSVAR FOR, AT DANSKE SOLDATER HAR UDLEVERET FANGER TIL TORTUR? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

LÆS OGSÅ:

Det hele begyndte i 2004, da danske soldater førte tilsyn med Al Makil-fængslet i Basra, der modtog fanger fra den danske Irak-styrke.

Tilsynet viste ifølge Information, at otte ud af 15 fanger havde klaget over fysiske overgreb.

Oplysningerne om fangemishandlingen blev imidlertid streget ud i et folketingssvar til Enhedslisten. Derfor beskylder De Radikale og Enhedslisten nu Søren Gade for at have brudt ministeransvarsloven.

De har ikke sat sig ind i sagen

Søren Gade beskylder omvendt partierne for at puste sagen op uden at have sat sig ordentligt ind i den.

- Hvis de politikere, der nu har travlt med at efteranalysere på fortiden, bare gad gå ind og læse dokumenterne og svarene fra dengang, så ville de selv kunne konstatere, at vi har svaret på det hele, siger han til Dagbladet Holstebro-Struer.

LÆS OGSÅ:

- Jeg har svaret på mange §20 spørgsmål i den her sag. Og der er ikke noget nyt i det her. At man så sender yngste mand og folketingsmedlemmer, der ikke engang sad i Folketinget dengang, i byen med trusler om rigsretssag, uden de overhovedet har sat sig ind i sagerne, jamen det får mig altså ikke til at ændre opfattelse, siger Søren Gade.

Så Folketinget var informeret om, at der skete mishandling af fanger?

- Ja, det har vi sagt. Ganske som vi også har sagt, at hver gang danske soldater opdagede det, så blev der grebet ind. Det eneste, der har ændret sig, er, at flertallet i Folketinget er skiftet, siger Søren Gade til avisen.

- Jeg er stolt af soldaterne og det arbejde, de har udført. Jeg ved, hvad jeg har gjort i de her sager, og jeg ved, at danske soldater har stoppet mange overgreb og har grebet ind mange gange, hvor der var ved at ske overgreb, siger han til Dagbladet Holstebro-Struer.

Bør Søren Gade eller andre ansvarlige stilles til ansvar for, at danske soldater har udleveret fanger til tortur?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.