I 17 år har Lone Jensen og hendes to døtre levet med uvisheden om, hvad der skete med deres far og mand, Søren Baisgaard, der forsvandt, efter han blev afsløret i bedrageri på sin arbejdsplads. I mange år troede de, at han var død, men så ringede telefonen.  En ny TV2-dokumentar sætter fokus på familiefaderens skæbne.

Den 2. december 1999 er en dato, som Lone Jensen fra Herlev aldrig glemmer. Dagen før en voldsom orkan fejede ind over landet og ødelagde massevis af hjem, blev Lone Jensens liv også revet itu. Men af helt andre årsager.

Den mand, som hun og hendes to døtre kendte som deres elskede far og mand, viste sig nemlig at være en helt anden, end de troede. Med ét forsvandt familiefaren Søren Baisgaard på dramatisk vis ud af deres liv.

Hvert år meldes omkring 600 danskere savnet. Langt de fleste bliver fundet igen, men enkelte forbliver væk - ligesom Søren Baisgaard. Siden hans forsvinden har familie først ledt efter ham, og siden fået erklæret ham død. Men noget tyder på, at Søren Baisgaard fortsat kan være i live. Det afslører dokumentaren ’Som sunket i jorden’, der bliver vist på TV2 torsdag aften.

Søren Baisgaard havde en høj stilling i erhvervsrejseafdelingen hos DSB, da han den 2. december 1999 blev taget i bedrageri af sin arbejdsplads. Hvor meget han bedragede for, er ikke offentlig kendt, men en tidligere kollega gætter på, at det er mellem fem og 14 millioner kroner, ifølge dokumentaren.

Har du informationer om Søren Baisgaard, eller har du kendt ham, før han rejste ud af landet, så hører vi meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller send en besked til os på Facebook.

Noget tyder dog på, at familiefaderen havde kalkuleret med at blive opdaget. For da det skete, var han meget hurtig til at pakke sine ting og forsvinde ud af landet.

I løbet af fire timer havde han pakket en kuffert, skrevet et afskedsbred til Lone Jensen og parrets to døtre samt boardet et fly. Først fløj han til London, og siden rejste han mod Thailand.

Søren Baisgaard inden han forsvandt.
Søren Baisgaard inden han forsvandt. Foto: Foto: Privatfoto/TV 2.
Vis mere

I brevet til familien stod der blandt andet:

'Jeg elsker jer og har altid prøvet at gøre tingene så godt som muligt for jer. Men nu er det slut. Jeg håber, at I trods mine ubetænksomheder får et godt liv’.'

Lone Jensen og døtrene Malene og Marie har ikke set Søren Baisgaard siden. I stedet har de i 17 år levet med uvisheden om, hvad der er sket.

Den ældste datter Malene Jensen på 27 år, var kun 11 år, da hendes far forsvandt. Og det har præget hendes barndom:

»Der er dele af sjette og syvende klasse, som jeg ikke kan huske. Det er væk,« siger hun i dokumentaren, hvor hun også fortæller, hvor glad hun var for sin far:

»Han var jo verdens bedste far i mit hoved. Han ville altid lege og te sig åndssvagt – sådan i børnehøjde«

Selv om familien i første omgang opfattede Søren Baisgaard afskedsbrev som ikke kun et afskedsbrev til familien, men også til livet, så fik de dog allerede få dage efter et spor, der tydede på, at familiefaderen var i live.

Det viste sig nemlig, at Søren Baisgaard var taget til Phuket i Thailand og havde tjekket ind på et hotel, som familien flere gange tidligere havde ferieret på. Det varede dog ikke mange dage, før han også forsvandt derfra. Han efterlod tøj, pas og kreditkort på hotelværelset – og endnu et afskedsbrev. I brevet stod der: ’Søren er død’.

Da hotellet ringer til Lone Jensen med beskeden, blev hun chokeret.

Lone Jensen (th) og datteren Malene jensen ( tv) har i 17 år levet med uvisheden om, hvad der er sket med Søren Baisgaard. Billedet er fra TV2-dokumentaren 'Som sunket i jorden'.
Lone Jensen (th) og datteren Malene jensen ( tv) har i 17 år levet med uvisheden om, hvad der er sket med Søren Baisgaard. Billedet er fra TV2-dokumentaren 'Som sunket i jorden'. Foto: Foto: Kristian Friis/TV 2.
Vis mere

Men historien om Søren Baisgaard bliver endnu mere mærkværdig. For Søren Baisgaard bliver aldrig fundet – hverken død eller i live.

Og da familien i 2012 efter mange års uvished søger om at få erklæret Søren Baisgaard død ved retten, tager sagen en helt uventet drejning.

Retten i Glostrup havde indrykket en annonce i den lokale avis i Phuket, Phuket Gazette, for at efterlyse den forsvundne familiefar en sidste gang, inden man erklærede ham død.

Men kort inden dødsformodningsdommen fik retten et telefonopkald fra udlandet. Manden i røret præsenterede sig som Søren Baisgaard og spurgte, om han stadig var efterlyst for bedrageri. Og derefter sagde han:

»Kan I ikke bare lade mig være i fred!«.

Opkaldet rippede på ny op i sorgen og uvisheden hos Lone Jensen og hendes døtre. Det nye opkald tyder nemlig på, at Søren Baisgaard vitterligt kan være i live.

Men opkaldet får også flere spørgsmål til at trænge sig på.

For, hvis Søren Baisgaard er i live, hvor er han så? Hvorfor forvandt han? Hvad gik hans bedrageri ud på? Og har han stiftet en ny familie?

De mange spørgsmål forsøger TV2-dokumentaren at give familien svar på ved at følge i Søren Baisgaards fodspor.

’Som sunket i jorden’ bliver vist på TV2 torsdag klokken 20.