Dansk Folkeparti har i de forgangne uger fået Facebook til at koge over af kommentarer som resultat af partiets seneste kampagne om 'Vores Danmark - Der er så meget vi skal passe på'. Nu tager Dansk Folkepartis Søren Espersen til genmæle.

Der er blevet gjort tykt grin på de sociale medier med Dansk Folkepartis seneste kampagne, hvor en hvid dansk familie er præsenteret med sloganet 'Vores Danmark - Der er så meget vi skal passe på'.

Først mødte partiet hån for at have klippet en hund ind i kampagnebilledet på en »amatøragtig« måde, og senest har flere modkampagner floreret på Facebook.

Nogle af modkampagnerne gengiver selvsamme slogan som Dansk Folkeparti, mens andre har ændret sloganet til: 'Vores Danmark. Der er så meget, vi allerede passer på.

Fælles for dem alle er dog, at den danske familie er skiftet ud med en række personer med vidt forskellig nationalitet - et noget mere mangfoldigt billede.

Kritikken af Dansk Folkeparti har nemlig gået på, at deres kampagnes slogan og billede er et udfald mod udlændinge. Men det er Søren Espersen (DF) langt fra enig i, skriver TV 2.

»Selv er jeg farveblind, så jeg aner ikke hvad farve de har. Sådan tænker vi ikke. Vi kunne da sagtens have sat en neger ind, og hvad så? Hvad havde det ændret på noget som helst? Jeg synes folk generelt skulle se og komme i sommerhumør og så glæde sig over denne her ”Feel Good”-kampagne. Det er ikke andet,« siger han til TV 2.

I Dansk Folkepartis nye kampagne har partiet desuden klippet en hund ind på billedet af en familie. Amatøragtigt, kalder BTs billedredaktør det. Foto: Privatfoto: Sabrine Haenschke Dam.
I Dansk Folkepartis nye kampagne har partiet desuden klippet en hund ind på billedet af en familie. Amatøragtigt, kalder BTs billedredaktør det. Foto: Privatfoto: Sabrine Haenschke Dam. Foto: Sabrine Dam
Vis mere

En af bagmændene til modkampagnerne fik idéen, da hun diskuterede Dansk Folkepartis kampagne med en taxachauffør af udenlandsk afstamning.

»Han reagerede først med at sige, at dem var han ligeglad med, men så blev der stille i bilen, og så fortalte han, at dem blev han faktisk ked af at se. Han er jo dansker. Han arbejder, og det gør hans kone også,« siger Birgit Bjerre, der står bag en af modkampagnerne, til TV 2.

Men trods den hån, som Dansk Folkeparti tilsyneladende er genstand for på de sociale medier, så er Søren Espersen overbevist om, at det ikke skader Dansk Folkeparti.

De styrker tværtimod, fastslår Søren Espersen over for TV 2.

Han undertreger samtidig, at man hos Dansk Folkeparti er ligeglade med, om »folk er sure«.