Containerskibet som onsdag påsejlede Jernbanebroen i Aalborg bliver tilbageholdt indtil skibets sikkerhed er undersøgt.

Indtil sikkerheden på det finske containerskib Ramona er blevet nærmere undersøgt, tilbageholder Søfartsstyrelsen skibet. Det oplyser overskibsinspektør i Søfartsstyrelsen, Martin John, til Berlingske Nyhedsbureau.

- Selve skibet er tilbageholdt indtil flagstaten eller et klassifikationsselskab har sagt god for, at skibet opfylder de internationalt gældende bestemmelser, siger Martin John.

- Vi skal sikre, at det her skib ikke fortsætter sin sejlads, uden at sikkerheden er opretholdt for skibet og dets besætning.

Desuden skal Søfartsstyrelsen underrette den generelle skibsfart, hvis skaderne på Jernbanebroen over Limfjorden har betydning for sikkerheden i de omkringliggende farevande.

Den egentlige undersøgelse af hændelsen omkring det finske containerskib, der onsdag aften klokken cirka 22 påsejlede jernbanebroen, der fører togene over fjorden mellem Nørresundby og Aalborg, skal Den Maritime Havarikommission stå for.

Tidligere er det kommet frem, at et intercitytog planmæssigt kørte over broen, få minutter før det 75 meter lange og 16 meter brede containerskib bragede ind i broen.

Chef for jernbaneenheden i Havarikommissionen, Bo Haaning, oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at kommissionen ikke forventer at gå ind i sagen, efter som der ikke var et tog på broen på det konkrete tidspunkt, hvor påsejlingen fandt sted.

Det er endnu uvist, hvor omfattende skaderne på broen er, men de første meldinger lyder på, at broklappen har fået en alvorlig skade, og at sporene på broen har forskubbet sig.

Sektionschef hos Banedanmark Klaus Frelling Andersen meddeler, at de nærmere undersøgelser og omstændigheder efter påsejlingen fortsætter i løbet af torsdagen.

Den umiddelbare melding lyder på, at broen kan være lukket i op til et halv år. Men Klaus Frelling Andersen understreger, at vurderingen er foretaget på baggrund af nattens observationer, og at tidshorisonten kan ændre sig i løbet af dagen.

Politiet har tidligere været ombord på containerskibet Ramona for at foretage en spirituskontrol af kaptajnen. Men politiet har afvist, at der har været alkohol involveret i ulykken.