Se hvor og hvor hårdt den rammer

DMI har udsendt varsel om snestorm for hele landet, men mens Jylland bliver ramt af snemasserne først, så er det Nord- og Østsjælland og Nordjylland, der bliver hårdest ramt. 

DMI forventer, at der kommer mellem 10 og 20 centimeter sne i det kommende døgns tid. Ifølge TV2 Vejrets prognoser kan de hårdest ramte områder vente helt op imod 25 centimeter.

- Der kommer sne i hele landet, men i syd og vest vil det gå over i regn i løbet af formiddagen. Men den grænse når ikke at passere København, så når snevejret først begynder i København, så bliver det ved, lød det således tidligere i dag fra vagtchef ved DMI, Olaf Mathiassen.

1

Og TV2 Vejret er helt på linje. Ifølge deres prognoser vil snestormen over de østlige og nordlige egne vare helt op imod 20 timer i træk fra søndag formiddag til mandag nat.

Den kraftige sne ventes ifølge DMI at give store trafikale problemer dagen igennem.



 - Der er risiko for lukning af veje og andet på grund af fygning og dermed også risiko for store vanskeligheder for trafikken. Og selv om sneen kan blive til regn og slud i nogle dele af landet, bliver det relativt hurtigt frostgrader igen. Faktisk allerede søndag aften går vinden i nordøst, og så breder kulden sig til hele landet igen, fortæller vagtchef ved DMI, Olaf Mathiassen.



- Næste uge bliver præget af frost hele døgnet rundt og af hård nattefrost visse steder. Der kan også forekomme snebyger i den østlige del af landet. Så vintervejret fortsætter, siger Olaf Mathiassen.

SENDT DIT BILLEDE FRA SNESTORMEN TIL BT PÅ 1929@BT.DK - ELLER SE HER HVORDAN DU OGSÅ KAN SENDE TIL BT

TV2 Vejret er helt på linje:

- Mandag er det vinter. Vi forudser problemer både vejrmæssigt og trafikmæssigt mandag og tirsdag, hvor der vil falde mere sne. Men i første omgang er vi heldige at snestormen rammer en søndag, lyder det fra Jens Ringgaard Christiansen.

1