Statskassen snydes for millioner af kroner, når tusindvis af danskere køber øl, vin og spiritus i netbutikker med adresse i Tyskland uden at betale afgifter.

Statskassen snydes for millioner i afgifter på især øl, vin og spiritus, når tusindvis af danskere køber ind i netbutikker med adresse i Tyskland, skriver Politiken.

Netbutikker, der sørger for levering direkte til kunderne i Danmark, skyder op på stribe, men i modsætning til afgiftsfriheden når man kører bilen til en butik syd for grænsen, skal der betales afgift af de selvsamme varer, når varerne købes online og man får dem bragt hjem. Det er tilmed ens eget ansvar at anmelde købet til Skat. Det har Skatterådet fastslået i en afgørelse 11. oktober sidste år.

Anmeldelsespligten står i netbutikkernes handelsbetingelser, men ifølge Politiken som regel så langt nede, at der næppe er nogen, der ser dem og betaler afgiften.

Venstres Mads Rørvig (V) er formand for Folketingets Skatteudvalg, og han er utilfreds med, at Skat ikke holder bedre øje med udviklingen og kræver den ny grænsehandelsdille undersøgt.

»Forbrugerne, der handler i disse netbutikker, begår ulovligheder uden selv at være klar over det«, siger han til avisen.

Mads Rørvig vil blandt andet have Skat til at undersøge, om netbutikkerne og de fragtfirmaer, butikkerne benytter sig af, er helt uafhængige af hinanden, hvilket ifølge Skatterådets afgørelse er et krav, skriver Politiken.

BNB