Torsdag gik Jens Petersen bedre kendt som 'Jens Slagter' bort. Han blev 59 år.

Det oplyser bestyrelsesformand for Slagteren ved Kultorvet Jan Wybrandt til BT.

»Det eneste, jeg kan sige nu, er, at vi desværre kan bekræfte, at Jens i går (torsdag, red.) fik et hjertetilfælde under sit arbejde,« siger Jan Wybrandt og fortsætter:

»Det er sgu alt for tidligt. Vi er alle sammen dybt berørte af det. Det kommer i den grad bag på os. For han var frisk og havde godt humør fra morgenstunden af, og han var kommet godt gennem julen uden stress.«

Jan Wybrandt oplyser endvidere, at slagteren på trods af den sørgelige nyhed holder åbent som planlagt.

»Genvejen til den unikke smagsoplevelse«

Jens Slagter overtog den nu 129-årige slagterforretning i 1989. Før det havde han arbejdet i London og i Australien. Down Under tilbragte han syv år som slagtermester.

Han gik meget op i økologi, hvilket også er tydeligt, når man går ind på slagterens hjemmeside:

'For os handler økologi ikke blot om den rigtige livsstil. Sammen med dyrevelfærd er det genvejen til den unikke smagsoplevelse, som stadig flere danskere får kendskab til,' skriver den nu afdøde slagter.

Slagteren ved Kultorvet i København blev etableret i 1888 af slagtermester Niels Hansen, som på daværende tidspunkt havde fire andre butikker i byen.

Lavede helt speciel sandwich

Udover de sædvanlige slagtervarer kan man også få en helt speciel sandwich hos Slagteren ved Kultorvet. Der er tale om en såkaldt 'Thomas Rode-sandwich' opkaldt efter kokken af samme navn.

Det er en slags flæskestegssandwich i en paleo-version.

»Det er mig selv, der har fundet på den. Jeg var lidt træt af, at jeg ikke kunne få noget ordentligt fastfood, og en dag spurgte jeg Jens nede fra Slagteren ved Kultorvet, om ikke jeg kunne få et par skiver ribbenssteg i en frikadelle med ekstra svær i midten. Og det fungerer bare, for man bliver satme mæt af den,« har Thomas Rode sagt til Munchies.

Her kan du se en række billeder, som er taget af Jens Slagter gennem årene.

Slagteren Jens Slagter gik meget op i økologi.
Slagteren Jens Slagter gik meget op i økologi. Foto: Esben Salling
Vis mere

Slagter Jens Pedersen fra den økologiske slagterbutik på Kultorvet i København.
Slagter Jens Pedersen fra den økologiske slagterbutik på Kultorvet i København. Foto: BJARKE ØRSTED
Vis mere

Dette billede stammer fra 1999. Jens Slagter holder her en brosten i hånden, der blev kastet ind gennem butiksvinduet af "Dyrenes Befrielsesfront". Det samme skete for en stribe andre slagtermestre i København.
Dette billede stammer fra 1999. Jens Slagter holder her en brosten i hånden, der blev kastet ind gennem butiksvinduet af "Dyrenes Befrielsesfront". Det samme skete for en stribe andre slagtermestre i København. Foto: SØREN BIDSTRUP
Vis mere