Jensen's Bøfhus er endt i en hvirvelvind af folkelig kritik, efter bøfbutikken gik i kødet på en mindre restauratør. Restauratøren Jacob Jensen, der havde begået den forbrydelse at besidde det helt igennem almindelige danske efternavn, har en fiskerestaurant, som han formastede sig til at kalde Jensens Fiskehus.

Det ville Jensen's Bøfhus ikke være med til. For at beskytte Jensen's-brandet hev de ham i retten for at få ham til at skifte navn og logo. Restaurantens altså. Sit efternavn måtte han gerne beholde. Men Jensen's Bøfhus mente, at der ikke var plads til en fiskerestaurant med Danmarks mest almindelige efternavn.

Men er der overhovedet noget i Jensen's-brandet, der er værd at beskytte, har mange i den vrede folkemængde bestående af 100.000 danske facebookbrugere spurgt sig selv igen og igen de seneste dage. Det har madanmelder Svend Rasmussen og hans familie undersøgt i en anmeldelse i på b.dk.

Svaret er et klokkeklart nej.

Jensen's-bøfferne får nemlig drøje hug af Rasmussen.

- Jeg forstår ikke helt, hvorfor nogen ved deres fulde fem vil forsøge at nasse på et nærmest uspiseligt brand som Jensen’s Bøfhus. Maden er simpelthen af fornærmende ringe kvalitet. Det er ufatteligt, at kæden ikke dagligt sagsøges af kunder, der føler, at deres smagsløg er blevet krænkede. Og det kan ikke være det i Danmark ellers altid adfærdsstyrende prisniveau, der er skyld i Jensen (med eller uden apostrof)’s popularitet, for med bøfpriser op til 269 kr. (hvis man vil have kædens australske entrecote), så kan man altså få en rib eye med bearnaise og fritter billigere på f.eks. Retour Steak, skriver Svend Rasmussen i anmeldelsen.

Rasmussen er ikke imponeret over særlig meget hos bøfgiganten. Deres berømmede spareribs smager, 'som kom de fra en mikroovn'. Kyllingebrystet var 'meget tørt'. Thousand Island-dressingen 'smagte langt væk af e-numre'. Og smagen af Skotland i whiskysovsen var overdøvet at tomatpure og paprika. Alt i alt lyder det ganske forfærdeligt.

Og så er det ikke en gang billigt, konkluderer Svend Rasmussen i anmeldelsen og foreslår i stedet en billigere og bedre bøf hos konkurrenten Retour Steak

Til slut får besøget hos bøfhuset dog en enkelt stjerne. For den venlige og hurtige betjening. Men det var så også det.

Anmelder Svend Rasmussen har ikke haft lyst til at uddybe sin anmeldelse af bøfhuset over for bt.dk. Han mener, at anmeldelsen taler for sig selv, og henviser folk til at læse den.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK

Læs hele anmeldelsen HER