På en plantage øst for Ulfborg i Vestjylland blev en ulv tirsdag eftermiddag skudt og dræbt. Kort efter blev en 66-årige mand anholdt og sigtet for det første ulvedrab i Danmark i mere end 200 år. Ulven er fredet, men lokalområdet har ikke stor sympati for rovdyret.

Flere grynede billeder og en DNA-analyse konkluderede i 2012, at ulven er vendt tilbage til Danmark efter flere hundrede års fravær. Siden har debatten for og imod ulve bølget frem og tilbage, hvilket efter tirsdagens ulvedrab har fået fornyet kraft. Blandt de borgere, som dagligt lever med ulven i nærområdet, er opbakningen til ulvedrabet stor.

»Jeg har den samme holdning som alle i området. Vi vil have et ulvefrit Danmark. Landet er for småt til dem. Det er fint, at han (den sigtede, red.) har skudt ulven. Det er et bevis på, at myndighederne ikke tager ansvar, og så opstår selvtægt. Vi har to ulve i området, der har haft to unger, og de har slået over 100 får ihjel på et år. Bare her i området, hvor vi bor,« siger Anders Michael Røjbæk til BT.

Midt-og Vestjyllands Politi fik tirsdag eftermiddag en anmeldelse om nedskydningen af en ulv på en mark øst for Ulfborg. Ifølge vidnet havde en mand affyret flere skud mod ulven fra sin bil.

På gerningsstedet fandt politiet en ung hunulv, som var dræbt af skud.

En 66-årige mand fra lokalområdet har efterfølgende fået ransaget sin bopæl og bil er nu sigtet for overtrædelser af jagtloven og artsfredningsbekendtgørelsen. Manden nægter sig skyldig og ønsker ikke at bidrage til videre efterforskning i sagen.

Midt- og Vestjyllands Politi afventer nu obduktionen af ulven, som bliver foretaget DTU Veterinærinstituttet i hovedstaden samt de tekniske undersøgelser af de jagtvåben, som er beslaglagt hos den 66-årige mand.

Ulven, der blev skudt og dræbt i Ulfborg, blev efterfølgende obduceret på Veterinærinstituttet.
Ulven, der blev skudt og dræbt i Ulfborg, blev efterfølgende obduceret på Veterinærinstituttet.
Vis mere
Ulven blevet indleveret på DTU Veterinærinstituttet, hvor den blev obduceret af dyrlæge Mariann Chriél.
Ulven blevet indleveret på DTU Veterinærinstituttet, hvor den blev obduceret af dyrlæge Mariann Chriél. Foto: DTU Veterinærinstituttet
Vis mere

Antallet af ulve er de seneste år steget, hvilket har øget bekymringen hos børnefamilier, pensionister, fåreavlere, lodsejere og plantageejere i Midt-og Vestjylland. Ulve kan potentielt gøre skade på både dyr og mennesker, men ifølge DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet er risikoen for ulveangreb på mennesker meget lille.

Det ændrer dog ikke meget for pensionist Karoline Margrethe Lindskjold, som dagligt frygter ulve og ikke bryder sig om at gå en tur nabolaget, hvor hun har boet i mere end 40 år.

»Vi kan ikke have børn stående udenfor i barnevogne, og forældre kører deres børn frem og tilbage, fordi de ikke tør gå hjem selv. Det bliver sådan, at man ikke tør gå en tur i skoven. Jeg har ikke set ulven endnu, men jeg lurer efter den hver dag. Ulvene har været 500 meter fra byen og går på Kirkestien i nærheden. Jeg synes ikke, vi skal have ulve i Jylland. Det er urimeligt, at vi skal være lukket inde på grund af lovgivning i København,« siger hun og tilføjer:

»Jeg vil gerne eksportere ulvene til Dyrehaven i København, så kommer der en anden stemning.«

Og Karoline Margrethe Lindskjold er ikke alene med sit forslag.

Flere borgere i Midt- og Vestjylland giver udtryk for, at københavnerne romantiserer ulven i debatten, hvorfor de hellere end gerne må overtage de omstridte rovdyr.

»Man skal skyde ulvene. De blev udryddet for 200 år siden, og det skal man gøre igen. Hvis Københavneren vil have ulvene, skal vi da sende nogle over til dem,« siger Preben Larsen, der bor få kilometer fra det område, hvor tirsdagens ulvedrab fandt sted.

Hos Dyrenes Beskyttelse i Ringkøbing og Herning er støtten til ulvene heller ikke entydig.

»Personligt synes jeg, at ulvene skal have lov til at leve, men det kan ikke hjælpe noget, hvis ulvene tager børn eller får, for så skal de skydes. Kom de og tog min hund, så ville min dyrevenlighed stoppe lige på stedet. Man kan godt bo på 5. sal i København og være dyrevenlig, men herude lever vi med dem. Lige nu er det ikke et stort problem, men det kan det blive,« fortæller Harry Metzmann, der er kredsformand i Ringkøbing.

Områdeformand for Dyrenes Beskyttelse i Herning tegner desuden et billede af stor splittelse omkring ulven i Dyrenes Beskyttelse.

»Vi har mange forskellige standpunkter til ulven i Dyrenes Beskyttelse, og vi har derfor ikke en konkret holdning lige nu, fordi vi i hovedbestyrelsen også er uenige. Min egen holdning er, at vi godt kan give plads til de ulve, der er. Jeg kan godt forstå, at nogen griber til våben, men det er formentlig ud fra et manglende kendskab til ulven. De fleste har ikke oplevet dem andre steder end i zoologisk have,« siger Jørgen Jensen, der selv bor midt i ulveområde og selv har set flere ulve.