Det har været en dejlig sommer i Danmark, men denne vejrudsigt fra DRs Jesper Theilgaard må alligevel få danskerne til at spærre øjnene op.

Vejrværten lover en dag med morgentemperaturer på omkring 25 grader, som i løbet af dagen vil stige til 37 grader. Sammmen med de ekstreme temperaturer, vil der ifølge Jesper Theilgaard være risiko for flodbølger og vanvittigt tordenvejr.

Der er bare lige det, at vejrudsigten er en smule forud for sin tid. Den forudsiger, hvordan vejret vil blive den 2. juli 2050.

Udsendelsen er lavet for at sætte fokus på klimaforandringerne frem mod FN's klimatopmøde den 23. september, og det er World Meteorological Organization, der står bag den. Organisationen har bedt vejrværter fra hele kloden om at lave en vejrudsigt, der viser klimaforandringernes konsekvenser i 2050.

Et godt talerør

- Det handler om kommunikation, og hvordan vi får formidlet det her klimaproblem, uden at det kommer til at hænge folk ud af halsen. Det kan vejrværter. De er gode formidlere og forstår, hvad forskerne siger. Vi kan være bindeleddet mellem forskerne og befolkningen, siger Jesper Theilgaard til bt.dk.

Vejrværten forklarer samtidig, at fidusen med videoerne er, at de bliver sendt fra forskellige steder i verden. De forskellige verdensdele har forskellige klimatiske udfordringer, og på den måde bliver der sat fokus på alle konsekvenserne af folk, der kender deres respektive områder.

I Danmarks video er det især skybruddene, der er fokus på.

- Det er 'worst case scenario', hvis vi ikke gør noget, siger Jesper Theilgaard, der mener, at forudsigelserne er realistiske.

Holder de stik, vil den nuværende, danske varmerekord på 36,4 grader være slået til den tid.

Den nuværende rekord daterer sig tilbage til 1975 og blev målt i Holstebro.

Videoen er på engelsk for at vise hensyn til det internationale publikum.