Ejerne af det skrald, der nytårsaftensdag blev smidt i en skov i Jylland, er fundet. Men selv om der blev fundet alt lige fra højttalere, en stiksav, tøj, en lænestol, tasker og lamper, der tilhører parret, slipper de for straf.

Ejerne afviser nemlig, at de har dumpet affaldet, og nu opgiver anklagemyndigheden at rejse tiltale, skriver jv.dk.

For selv om lokalpolitiet i Varde fandt ejerne af affaldet, der var smidt i Helle-Biltoft Plantage mellem Esbjerg og Grindsted 31. december 2016, kan de ikke dømmes. Det kan nemlig ikke bevises, at det er ejerne, der har efterladt al affaldet i skoven. Parret, som al affaldet tilhører, påstår selv, at andre har smidt affaldet i skoven.

Minimumsbøden for skovsvineri er 5.000 kroner.