En skole har afvist at anmelde niqabklædt kvinde. Forening mener, at skolerne skal fokusere på eleverne.

Aalborg. En skoles ansvar er først og fremmest, at eleverne trives og lærer noget. Derfor skal en skole ikke melde en mor, der afleverer og henter sit barn i skolen iført niqab, til politiet.

Det mener formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, der kommenterer på en sag fra Gug ved Aalborg, hvor en kvinde i niqab ifølge mediet Nordjyske har afleveret sit barn i Seminarieskolen.

En anden forælder har forsøgt at få skolelederen til at melde sagen til politiet med henvisning til det tildækningsforbud, der trådte i kraft 1. august.

Det har skolelederen afvist. Og med god grund, mener Claus Hjortdal, der bakker skolen op.

- Vi har et ansvar over for eleven og for at få samarbejdet mellem skole og forældre til at fungere. Og så skal vi arbejde for, at eleven kan lære og udvikle sig.

- Hvis vi laver underretninger eller anmelder forældrene, er det, fordi vi tvivler på, at det, de gør, er godt for barnet. Vi har ikke anmeldelsespligt - det er det samme, hvis vi ser forældrene køre for stærkt, siger han.

Flere politikere mener dog, at skoler har et ansvar for anmelde. Således har både udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) kritiseret skolen.

- Man sender det signal, at man i Danmark bare kan overtræde lovene, siger Martin Henriksen.

Claus Hjortdal mener dog, at tilliden mellem skoler og forældre er vigtig, og at man som skole ikke bare skal politianmelde.

- Der bliver et tillidsbrud mellem forældre og skole, når man anmelder til politiet. Vi arbejder med tillid for at sikre, at vi gør det bedst muligt.

- Der kan være situationer, hvor det er nødvendigt at anmelde forældre til politiet - for eksempel ved overgreb. Men ellers går vi ikke ind og anmelder, siger han.

DF-ordføreren mener derimod, at skolelederne er konfliktsky, når de ikke vil anmelde.

- Når Skolelederforeningen melder sådan ud, så viser det, at de slet ikke har forstået, hvorfor det er gået så galt med integrationen. Det er, fordi skolelederne og skolerne ikke tør tage dialogen med forældrene, der har muslimsk baggrund, siger Martin Henriksen.

Aalborg Kommune har over for Nordjyske oplyst, at Kommunernes Landsforening, politiet og kommunens egne jurister vurderer, at skolen ikke har pligt til at anmelde.

Tildækningsforbuddet gør det ulovligt at bære beklædningsgenstande, der dækker ansigtet, offentligt. Den første overtrædelse udløser en bøde på 1000 kroner.

I den pågældende sag fra Seminarieskolen har politiet for et par dage siden modtaget en anmeldelse, som det nu efterforsker. Torsdag formiddag var der så vidt vides ikke rejst sigtelse.

/ritzau/