Mens forældre til danske skoleelever ser skævt til, at deres børn skal gå i skole op til 35 timer om ugen, bifalder formand for skolelederforeningen, Claus Hjortdal, de mange obligatoriske timer.

»Hvis eleverne i stedet fik fri, ville mange tage hjem og spille playstation, computer eller se videofilm. Det vil jeg ikke kalde kvalitetstid. Det er ikke noget, man bliver klogere af. Jeg synes ikke, det er forfærdeligt, at de bliver længere i skole, hvor de kan lære noget, siger han.

Læs også:

Fordybelsestiden, der indtog skoleskemaet sidste år med den nye reform, var sidste år frivillig og lå i slutningen af dagen. Det betød, at mange elever droppede timerne, og timerne fik ikke den virkning, skolen havde håbet på. I år vil timere være obligatoriske, og skolerne kan selv bestemme, hvor de skal ligge.

Herunder kan I se et danmarkskort, hvor I kan klikke og se forskellige danske elevers skoleskemaer efter de nye regler.

Derudover består de nye timer ikke blot af at sidde på numsen og lave matematikøvelser eller øve dansk grammatik, men vil være individuelt indrettet, til hvad hver enkelt elev nu har behov for at lære.

»Jeg kender skoler, der laver kurser i tysk grammatik, i dansk, i engelsk, i it-programmering eller i Anden Verdenskrig. Det er jo ikke bare, hvor de sidder ned og laver lektier, indtil de har fri. Vi har prøvet at lave det interessant for alle med forskellige temaer,« siger Claus Hjortdal, der også fortæller, at fordybelsestimerne kan indeholde udflugter.

Claus Hjortdal forstår ikke de forældre, der er bekymret for, at deres børn skal for længe i skole. Havde de ekstra timer ikke været obligatoriske, ville langt de fleste af eleverne alligevel skulle i SFO, klub eller måske tage hjem og sidde foran en skærm.

»Der er ingen skoler i Danmark, der overpræsterer. Alle elever kan faktisk blive dygtigere. Ser vi i forhold til internationale undersøgelser, underpræsterer vi en lille smule på de fagligt allerdygtigste. Jeg har svært ved at forestille mig, forældre sige, at de ikke vil have, at deres børn bliver klogere,« siger han, og kan godt forstå, at nogle forældre er urolige for det nye system.

»Forældrene er ligeså usikre som skolerne er. Så jeg opfordrer skolelederne til at kommunikere med forældrene og give dem besked om, hvordan det hele kommer til at foregå,« siger han.


Er I blandt de bekymrede forældre, må I meget gerne sende er billede af jeres børns skoleskemaer til jepp@bt.dk. Her må I gerne skrive årgang og navn på skolen.