Klokken 7.30 hver morgen vil Bagterpskolen i Hjørring have et såkaldt »Plan B-team« klar, bevæbnet med telefoner. På dem vil telefonnumrene på forældrene til eleverne i 7.-9. klasse være indkodet.
Opgaven bliver at få inddrevet eleverne, hvis de af den ene eller anden årsag ikke skulle være mødt til skolestart.
Derudover står teamet klar med en back-up-klasse, der skal samle elever op, som har svært ved at blive integreret i undervisningen.
- Der er elever, for hvem det er blevet meget synligt, at de ikke helt kan leve op til kravene. Dem skal vi igen have til at føle sig velkomne både socialt og fagligt, siger skolecenterleder Palle Broder Kristensen til P4 Nordjylland.
Hjørring Kommune og Undervisningsministeriet bidrager med 350.000 kroner til pjækkeberedskabet, mens Bagterpskolen selv smider 700.000 kroner i puljen.
- Det lyder voldsomt, men hvis vi bare får samlet nogle få elever op, og de kommer videre og får en ungdomsuddannelse, så kan det vise sig at være investeringen værd, siger Anders Balle, der er formand for skolelederne, til Berlingske Nyhedsbureau.
Han understreger, at der er nogle forældre, som ikke magter opgaven med at få sendt børnene i skole.
- Derfor er skolerne nødt til at hjælpe. Og det er vigtigt at fokusere på, at alle børn skal i skole og have en god skolegang, siger Anders Balle.
HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR