En spektakulær og meget opsigtsvækkende skilsmissestrid mellem skønhedsdronningen Heidi Sommer og hendes eks-mand Jens Dinesen har efter 18 år fået en ende. Eksmanden er blevet dømt til at betale millioner tilbage til sin tidligere hustru.

I 18 år har de kæmpet i retten i en af Danmarks mest spektakulære skilsmissesager. Undervejs er det føjet rundt med beskyldninger. Landmanden og opfinderen Jens Dinesen har blandt andet uberettiget kaldt sin ekskone for morder, hvilket han siden blev idømt en bøde for, mens skønhedsdronningen Heidi Sommer har anklaget eksmanden for at have truet sig med et jagtgevær, hvilket hun efterfølgende først blev dømt for og siden frikendt for.

Men nu er det formentlig slut. Tirsdag middag afsagde Højesteret en dom i den langvarige strid. Jens Dinesen skal tilbagebetale Heidi Sommer et beløb på 6,7 millioner kroner samt processrenter tilbage fra 3. juli 2006. Beløbet er tilkendt som er erstatning for, at Jens Dinesen uberettiget efter skilsmissen snuppede et af parrets godser, Bjørnemose Gods, der egentlig var tilfaldet Heidi Sommer, og drev det som sit eget.

Dermed stadfæstede Højesteret den dom, som faldt i landsretten i 2015 – omend Jens Dinesen af Højesteret fik nedsat det beløb, han skal tilbagebetale med 600.000 kroner.

Med dommen i Højesteret ser det ud til, at der endelige er sat punktum den langvarige strid mellem de to tidligere ægtefolk.

Det fortæller Heidi Sommer til BT.

»Jeg vil blive overrasket, hvis der kommer en ny retssag. Jeg kan ikke forestille mig, at man kan tærske mere langhalm på den. Der er ikke en perlesten, der ikke er blevet vendt og drejet. Jeg kan ikke forestille mig, at han kan sagsøge mig for mere,« siger hun.

Den lange strid tog sin begyndelse i 1998, hvor parret blev skilt efter syv års ægteskab. Inden da var parret, ifølge Heidi Sommer ’lykkelig gift’.

Jens Dinesen, der var landmand, havde tjent en del penge på at opfinde et apparat til måling af vandindhold i korn, mens Heidi Sommer var godt i gang med at opbygge sin kæde af skønhedsskoler, som siden har gjort hende velhavende og Danmarksberømt.

Dinesen og Sommer kunne derfor slå sig ned på Asbølholm Slot ved Kolding og senere i løbet af deres ægteskab erhvervede de sig først Rosenskjold Slot på Vestfyn, som de selv byggede og efterfølgende boede på. Og dernæst købte de Bjørnemose Gods, som altså endte med at blive sagens store stridskerne.

Efter skilsmissen var parret uenige om, hvorvidt værdierne reelt var delt mellem dem. Det resulterede i en meget opsigtsvækkende kamp mellem de to tidligere ægtefolk.

Jens Dinesen solgte Bjørnemose Gods til sit eget selskab, hvilket landsretten efter flere års stridigheder i 2006 fastslog var ulovligt. Heidi Sommer har siden fået godset tilbage, men parret har siden været i kamp om værdierne af godset. Blandt andet havde Jens Dinesen belånt godset i den tid, han uretmæssigt havde det, og det er blandt andet de penge, han siden er dømt til at betale tilbage til sin ekskone. Omvendt mente Jens Dinesen også, at han skulle have penge tilbage for de investeringer, han havde gjort i godset ved at bygge det om til udlejningsboliger.

Godsejer Jens Dinesen ses her i år 2000 med sin nye hollandske kæreste, Stephanie Halenbek.
Godsejer Jens Dinesen ses her i år 2000 med sin nye hollandske kæreste, Stephanie Halenbek. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Retten gav ham da også medhold og gav ham et nedslag, hvilket er regnet med i de 6,7 millioner kroner samt processrenter, som han skal tilbagebetale til Heidi Sommer.

Heidi Sommer er glad for, at der endelig bliver sat et punktum i sagen:

»Det er et endegyldigt punktum, og det er en god ting. Det kan jeg kun byde velkommen. Nu har sagen jo kørt i 18 år, og det havde nok slået mange ihjel, hvis man skulle vente i så mange år med at få en sag afgjort. Det er et lidt tungt system, må man sige,« siger den tidligere skønhedsdronning, der tilbage i 2007 solgte sit kosmetologimperium.

Hvorfor trak sagen ud så længe?

»En af årsagerne er jo blandt andet, at han (Jens Dinesen, red.) spiller kispus med systemet i forhold til at han kan være svær at få fat i. Mange gange eksisterer de adresser, han opgiver, jo ikke,« fortæller Heidi Sommer.

Jens Dinesen rejste i 2003 ud af landet. Han har siden opholdt sig i Frankrig, Spanien og Monaco. Ifølge højesteretsdommen opholder han sig nu primært i Monaco, hvor hans nuværende hustru arbejder.

Sagen om godset handler dog ikke kun om penge. Ifølge Heidi Sommer fordrev Jens Dinesen hendes forældre fra Bjørnemose Gods.

»Han stjal godset i sin tid, hvor mine forældre levede privat. Han lukkede for vand og varme, og eftersom de var syge og ældre, så kunne de ikke bor uden vand og varme. Efter han så helt bogstaveligt havde drevet dem fra gården, så laver han det om til udlejning,« fortæller hun.

Men striden mellem parterne begrænser sig ikke kun til godset. Undervejs i den spektakulære kamp, har der også været andre langt mere særpræget sager på dagsordenen.

Kort efter skilsmissen i 1998 gik det åbenbart så galt mellem de to parter ved bodelingen, at Jens Dinesen endte med at blive kidnappet af Heidi Sommers advokat, Jens Sejerøe-Olsen. Jens Dinesen blev bundet på hænder og fødder og smidt ind bag i sin egen varevogn, hvorefter Jens Sejerøe-Olsen kørte rundt med den bagbundne millionær, indtil det lykkedes Jens Dinesen at slippe fri.

Advokaten fik efterfølgende et års fængsel for bortførelse og vold. Men kampen mellem Heidi Sommer og Jens Dinesen fortsatte de følgende år.

Tilbage i 2001 blev Jens Dinesen dømt til at betale Heidi Sommer 100.000 kroner for at have beskyldt hende for mordforsøg. Det vurderede dommeren var en ærekrænkende udtalelse, hvilket foruden den økonomiske straf også bød på 40 dages betinget fængsel.

Samme år fik Heidi Sommer en ubetinget dom på 60 dages fængsel, da hun blev dømt for at lyve i retten, hvor hun havde fortalt, at Jens Dinesen under et bevæget bodelingsdrama på Rosenskjold, hvor også Jens Sejerøe-Olsen var til stede, havde truet hende med et jagtgevær.

Skønhedsdronningen slap dog for at komme i fængsel, da hun året efter blev frikendt af landsretten i sammen sag.

Siden skilsmissen fra Jens Dinesen har Heidi Sommer i mange år dannet par med erhvervsmanden Ole Abildgaard.

I dag bor 58-årige Heidi Sommer alene på Rosenskjold Slot og ønsker ikke at tale om sit privatliv.

Hun fortæller dog, at hun fortsat har noget at gøre med sine kosmetologskoler, som hun stadig har en ejerandel i, og som hun er ambassadør for.

»Jeg bruger stadig tid på det, men ikke så lang tid, som da jeg var direktør. Nu er der en ansat direktør, så det har da selvfølgelig givet lidt frihed,« siger hun.

Hvordan var det at sælge livsværket?

»Det er jo godt, for det er en beslutning, man tager efter nøje overvejelser. Jeg er jo en voksen pige efterhånden, og jeg har mange børn og mange jern i ilden, så hvis jeg skulle have lidt tid her, så besluttede jeg for at sælge det. Men jeg har jo stadig den glæde ved at kunne følge med på sidelinjen som rådgiver. Det synes jeg er rigtig spændende,« siger Heidi Sommer, der har tre voksne døtre.

Den ældste af hendes døtre skal giftes i år, den mellemste læser teologi, og den yngste er begyndt at uddanne sig som kosmetolog.

Godset Bjørnemose satte skønhedsdronningen til salg i 2011 til 55 millioner kroner. Trods flere prisnedsættelser er det endnu ikke solgt.  Nu kan det sydfynske gods erhverves for 35 millioner kroner.