Et skilt i en dyrepark har det seneste døgn fået en del opmærksomhed på de sociale medier.

»Vis hensyn! Børn leger og bader IKKE uden tøj!« lyder opfordringen på det orange skilt, der er at finde i legeområdet i Knuthenborg Safaripark.

Men hvem er det, børnene skal tage hensyn til ved at tage badetøj på, lyder spørgsmålet fra en mor, der har lagt et billede af skiltet med to legende børn op på Knuthenborg Safaripark Facebook-side.

I første omgang forklarer parken, at det drejer sig om hygiejne. Men diskussionen handler i lige så høj grad om, hvorfor den lille pige på skiltet er iført bikinitop.

I kommentarfeltet er der vild debat for og imod både badetøj og bikinitop.

»Er små pigers bryster mon fulde af bakterier? Men ikke små drenges?,« lyder det fra en kommentator.

»Det er en direkte seksualisering af børns kønsdele at dække dem til. Således mystificeres de og gøres til forbuden frugt. Børn skal ikke tages som gidsler i voksnes forskruede seksualitetsopmærksomhed,« skriver en kvinde.

Andre er slet ikke enige:

»Jeg ville personligt nødigt gå forbi der og se små børn uden tøj på der bader/leger, så på med badetøjet, tak,« skriver en anden.

»DET ER BARE ET SKILT !!! Få jer en fritidsinteresse i stedet og nyd jeres sommer altså,« lyder opfordringen fra en anden.

Christoffer Knuth, der ejer Knuthenborg Safaripark, griner lidt, da BT ringer.

Han er forundret over, at et skilt kan skabe så meget påstyr - og så endda tre år efter, at det er blevet sat op.

»Vi har aldrig fået nogen klager før nu,« understreger han.

Han fortæller, at der er tre grunde til, at Knuthenborg Dyrepark har valgt at sætte skiltet op. Først og fremmest handler det om hygiejne, mener han. Dernæst vil man sikre sig, at nøgne børn ikke risikerer at havne på andre menneskers feriebilleder og sluttelig har dyreparken tidligere fået klager over, at børn løber nøgne lige ved siden af et område, hvor familier sidder og spiser. Det mente nogen kunne være lidt 'ulækkert', forklarer han.

Problematikken med den lille piges - måske unødvendige - bikinitop havde han ikke overvejet før nu:

»Jeg har slet ikke skænket det så mange tanker. Jeg bestilte det bare hos en lokal skiltemager,« fortæller han.

Men han understreger, at det bestemt aldrig har været meningen at fornærme nogen.

»Vi bestillet et nyt skilt i morgen,« lover han.