Skats inddrivelsessystem EFI er kun en lille del af et gigantisk IT-problem i Skat. Omkring 200 IT-systemer skal ændres de kommende år.

Skats inddrivelsessystem EFI er blevet kaldt en af vor tids største IT-skandaler, men EFI er kun en lille del af et enormt IT-problem i Skat.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) satte en endelig stopper for skandalen med EFI fredag, da han skrottede systemet, men dermed er langt fra alle IT-trængsler ovre for den hårdt prøvede styrelse.

Der er nemlig omkring 200 IT-systemer i Skat, som skal skiftes ud eller gennemgå en voldsom forenkling i løbet af de kommende 15-20 år, skriver Politiken.

Det viser en foreløbig konklusion i en analyse af hele Skats IT-område, der er ved at blive udfærdiget af Skat, Skatteministeriet og rådgivningsfirmaet Deloitte.

»Vi må bare være ærlige og erkende, at vi er nødt til at starte helt forfra, når det gælder en stor del af Skats 200 it-systemer«, siger Karsten Lauritzen til Politiken.

Han erkender, at der er nok at tage fat på, hvis ikke Skat skal løbe ind i nye IT-problemer og skandaler.

»Nogle centrale it-systemer hos Skat stammer jo fra dengang, man sendte den første mand til Månen (1969, red.),« siger ministeren.

Med et stop for brugen af EFI skal inddrivelsen nu håndteres manuelt af Skats medarbejdere, indtil der er udviklet et nyt IT-system. Derfor har regeringen fået opbakning i Folketinget til, at Skat kan ansætte 350 medarbejdere til en midlertidig inddrivelsesenhed.

Karsten Lauritzen siger dog, der kommer til at gå »en tid«, før inddrivelsen igen er ordentligt i gang.