Det er lykkedes Skat at indkræve én milliard kroner, som udenlandsdanskere har forsøgt at gemme i diverse skattely

Et nyt samarbejde mellem 50 tidligere skattely og danske myndigheder har kastet et stort rundt beløb af til den danske stat. Det skriver DR Nyheder.

De forskellige skattely, der blandt andet inkluderer Schweiz, Caymanøerne og Luxembourg, er gået med til at oplyse Skat om overførsler mellem danske konti og bankkonti i de pågældende økonomiske skjulesteder.

Sammenholdt med tilsvarende oplysninger fra de danske banker har Skat gravet én milliard kroner frem hos danskere, der har forsøgt at snyde den danske stat for pengene.

- Det er en kæmpe succes for Skats medarbejdere, at man har været i stand til at få en milliard kroner hjem, siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til DR Nyheder.

Projektet med at inddrive pengene hedder Money Transfer og har afsløret ulovligheder i 1.097 sager, der spænder vidt i spektret skattesnyd.

- Det er noget med pensioner, løn, solgte ejendomme, arv og gaver. Man har simpelthen ladet dem stå i skattely-lande og ikke taget dem med på danske selvangivelser, siger Johnny Schaadt Hansen, der er direktør i Skats afdeling for økonomisk kriminalitet, til DR Nyheder.

500 personer kan nu se frem til at få en straffesag på halsen for den ene eller anden form for skattesnyd.