Det offentlige har måtte smide krav for 75 millioner kroner i skraldespanden.

Pantefogeder har simpelthen glemt at kræve gæld som parkeringsbøder og manglende betalte børnepenge ind inden sidste tidsfrist. Og nu er gælden forældet.

Fejlen, som altså koster det offentlige 75 millioner kroner, afslører Skat selv efter de har gennemgået 56.000 danskeres gæld til det offentlige for i alt seks milliarder kroner.

- Det er selvfølgelig utilfredsstillende, og det må ikke ske igen. Det har jeg sagt klart og tydeligt, og SKAT har sikret sig mod en gentagelse ved at tilrettelægge processerne på en anden måde, siger skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

Ud over de forældede krav er 58 mio. kr. blevet afskrevet, fordi skyldnerne ikke har betalingsevne. I alt er dermed afskrevet 133 mio. kr.

- Vi kan jo ikke klippe håret af en skaldet. Og hvis gælden er så stor, at der ikke er udsigt til, at den nogensinde kan blive betalt, så giver det ikke mening at fastholde kravet, siger Troels Lund Poulsen.

I alt er danskernes gæld til det offentlige steget 50 procent under den borgerlige regering, så vi i alt skylder 23,6 milliarder kroner i blandt andet su-gæld, tv-licens og p-bøder.

Skatteministeren vil næste år sætte turbo på at inddrive gæld til det offentlige ved at ansætte 150 ekstra mænd til opgaven.