____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Se og Hør-skandalen breder sig nu til Billed-Bladet.

To ansatte, herunder en redaktionschef, på Billed-Bladet har onsdag aften 'fået fri', da de begge har modtaget mail om Se og Hørs kreditkortkilde, da de var ansatte på netop Se og Hør.

Det oplyser Billed-Bladets chefredaktør, Annemette Krakau, i en sms til BT:

- Jeg kan bekræfte, at PM og MSV har fået fri, indtil der er lys over sagen. I lighed med Se og Hør har vi brug for ro. Men jeg håber virkelig, at de snart er tilbage, skriver chefredaktøren.

Det sker samtidig med, at Se og Hør har hjemsendt fem journalister og to fotografer for også at have modtaget mail om kreditkortkilden.

Hjemsendelsen sker som en konsekvens af, at BT torsdag bringer tre afslørende mail, hvoraf det fremgår, at det var almindelig kendt på Se og Hør, at man havde en kilde, der kunne skaffe kreditkortoplysninger om kendte danskere.

Tidligere onsdag valgte Ekstra Bladet at sende redaktionschef Lise Bondesen, der er tidligere nyhedschef på Se og Hør, hjem.

Der er nu fokus på Lise Bondesens person, og vi er derfor blevet enige med hende om, at det er bedst for alle, at hun tager på ferie, til der er kommet mere ro på, og Se & Hør-skandalen er bedre belyst, siger Poul Madsen.

Lise Bondesen har en fortid som nyhedschef på Se og Hør. I perioden fra december 2007 til for cirka et år siden. I den nye bog om livet på Se og Hør, Livet, det forbandede, beskriver tidligere Se og Hør-journalist, at Lise Bondesen var fuldt vidende om, at bladet modtog og brugte oplysninger om kendte og kongeliges kreditkortbrug.
Opdateres...