To tidligere medarbejdere fra PR-bureauet Waterfront er blevet meldt til politiet for at snage i fortrolige oplysninger. Bureauet tager afstand fra den seneste tids anklager.

Det omstridte PR-bureau Waterfront vil nu have politiet til at se undersøge lækagen af fortrolige oplysninger til medierne. Direktør og indehaver Lars Poulsen oplyser i en pressemeddelelse, at bureauet har meldt to tidligere medarbejdere til politiet.

Politianmeldelsen kommer, efter at DR Nyheder har fået tilsendt mails fra Lars Poulsen til DSBs ledelse, hvor han blandt andet skriver, at han har skabt et netværk af tidligere transportministre til at holde kontakt til den siddende minister, DSBs øverste chef.

Ifølge Lars Poulsen har de to tidligere medarbejdere, der forlod Waterfront i 2012, brudt brevhemmeligheden og skaffet sig ulovlig adgang til fortroligt materiale.

I pressemeddelelsen tager han også afstand til kritikken fra blandt andre freelancejournalisten Lars Abild, som DSB betalte Waterfront for at holde beskæftiget, så han ikke kunne skrive kritisk om selskabet.

Andre tidligere ansatte har også fremsat hårde anklager mod Waterfront. Senest er bureauet blevet meldt til politiet for ulovlig overvågning af de ansattes mails.

- Jeg finder det opslidende og absurd at skulle være skydeskive for den ene udokumenterede påstand efter den anden. Påstande, som jeg blankt må afvise, udtaler Lars Poulsen.

- Jeg har formuleret mig uheldigt i nogle fortrolige mails, det erkender jeg, men at påstå, at Waterfront har deltaget i ulovligheder - herunder at have hacket mails - er helt hen i vejret. Det har intet på sig og er ikke korrekt, fastslår han.