Terror i Paris, bomber, pirateri, bare skuldre og modstand mod homoseksualitet kan gøre din ferie til et mareridt. Læs her om de populære feriedestinationer, som Udenrigsministeriet advarer imod.

Mistanken om, at det var en bombe om bord, der fik det russiske passagerfly til at styrte ned over Sinai-halvøen lørdag den 31. oktober, har fået Udenrigsministeriet til at fraråde alle unødvendige rejser til den sydlige del af Sinai-halvøen, der i blandt også til den populære charterferiedestination Sharm el-Sheikh i Egypten.

Men hvis terrortruslen har fået dig til at droppe vinterens tur sydpå til den egyptiske badeby, så skal du nok lige tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledningen ekstra godt igennem. Den egyptiske destination er nemlig langt fra det eneste populære turistmål, som Udenrigsministeriet fraråder danskere at feriere i.

Faktisk er der risiko for terrortrusler i ganske mange lande. Dertil kommer en del lande, hvor der er risiko for pirateri. Og så er der også de lande, hvor man skal tage forbehold for, hvordan man klæder sig - eller hvilken seksualitet man offentligt skilter med, da homoseksualitet i visse lande f.eks. er ulovligt.

Fredag den 13. november slog tre hold terrorister simultant til flere steder i Paris. De bestialske angreb kostede 129 mennesker livet og hundreder blev såret. De frygtelige angreb har dog ikke påvirket Udenrigsministeriets rejsevejledning, der ikke fraråder eller vejleder i forhold til den franske hovedstad.

Bt.dk giver dig et overblik over de mest populære rejsemål, hvor der er risiko for terror eller andre trusler.

Egypten:

Ifølge Udenrigsministeriet er der generelt en høj risiko for terrorhandlinger og bortførelser i hele Egypten. Der er særlig høj risiko for terrorangreb på den nordlige del af Sinai-halvøen.

Efter det formodede terrorangreb mod det russiske fly, der styrtede ned 31. oktober, fraråder Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til den sydlige del af Sinai-halvøen - deriblandt også til den populære charterdestination Sharm el-Sheikh.

Derudover fraråder Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til det nordlige af Sinai-halvøen samt det øvrige Egypten på nær rejser til det centrale Kairo, Alexandria og turistområderne ved Rødehavet (herunder Hurghada) samt Luxor og Aswan, og nilkrydstogter imellem disse byer og Abu Simbel.

Desuden opfordres rejsende til at udvise ekstra forsigtighed ved kendte turistattraktioner, offentlige bygninger, i nærheden af sikkerhedsmyndigheder og på steder, hvor større menneskemængder er samlet.

Udenrigsministeriet oplyser, at der kan forekomme seksuelle overgreb på kvinder i Egypten, ligesom man kan risikere at blive chikaneret, hvis man udviser 'homoseksuel adfærd i det offentlige rum'.

Bangladesh

Flere rejseselskaber udbyder rejser til Bangladesh. Men før man pakker kufferten og køber billetten, er det måske en god ide lige at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Her melder man, at der er en generel risiko for terrorangreb i Bangladesh - og særligt for personer fra Vesten.

En italiener blev skudt og dræbt den 28. september, mens en japaner blev dræbt den 3. oktober i landet. Islamisk Stat har taget ansvar for begge drab.

Landet er generelt præget af politiske spændinger, og det kan føre til fysiske sammenstød.

Desuden bør man notere sig, at man skal passe på, hvordan man færdes rundt i landet. Det frarådes blandt andet at tage cykel-rickshaws, egen cykel eller til fods.

Ukraine

Selv om Ukraine ligger lige om hjørnet - eller i hvert fald på grænsen til EU, så kan man bestemt ikke ubekymret rejse til det østuropæiske land.

Landet har længe været præget af politiske uroligheder og en væbnet konflikt, hvilket flere gange har fået Udenrigsministeriet til at komme med råd til, hvor i landet, man ikke bør færdes. Lige nu frarådes alle rejser til Krim-halvøen samt til regionerne Donetsk og Luhansk.

Selv om det primært er i den østlige del af Ukraine, at truslen er størst, så er der også set bombeattentater i blandt andet Kharkiv, Odessa og Kiev. De fleste er sket om natten og har været rettet mod ukrainske regeringsinstitutioner, sikkerhedstjenesten eller organisationer, som støtter de ukrainske tropper.

Forenede Arabiske Emirater

De Forenede Arabiske Emiratere er et populært rejsemål for de, der vil have sol-garanti. Men det er bestemt ikke risikofrit at slikke sol på de kanter.

Ifølge Udenrigsministeriet er der risiko for terrorhandlinger rettet mod turistmål, samt steder der besøges af vesterlændinge. F.eks blev en amerikansk statsborger dræbt i et shoppingcenter i Abu Dhabi den 1. december 2014 .

Man bør desuden være påpasselig, hvis man færdes med båd i politisk følsomme områder, ligesom det frarådes at opholde sig på de omstridte øer Abu Musa, Greater Tunb og Lesser Tunb i Golfen.

Da De Forenede Arabiske Emirater er et muslimsk land, bør man som kvinde  - ifølge Udenrigsministeriet - dække skuldre og knæ, når man færdes offentligt. Det er desuden strafbart at indtage alkohol på offentlige steder.

Homoseksualitet er ulovligt og strafbart.

Indien

Indien har mange spændende oplevelser at byde på, men man skal være varsom som turist. Landet byder nemlig på forskellig slags fare.

Ifølge Udenrigsministeriet er der  'betydelig risiko for terrorangreb i hele Indien'. Mange er de seneste år blevet dræbt og såret.

Man anbefaler, at man udviser stor forsigtighed ved rejser i hele Indien.

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til flere steder i Indien, blandt andet til delstaten Jammu og Kashmir, med undtagelse af Ladakh-distriktet, ogh til grænseområderne til Pakistan, bortset fra Amritsar og Jaisalmer samt Wagah-grænseovergangen.

Desuden frarådes det at rejse flere steder hen i det nordøstlige Indien, hvor der er også er risiko for kidnapning af turister. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til delstaterne Manipur og Tripura.

Marokko

Som følge af den uafklarede situation i Mali, vurderes der at være risiko for angreb på vestlige interesser i hele regionen - deri blandt også Marokko.

Selv om de Marrokanske myndigheder gør en stor indsats for at hindre terrorgruppers ageren, så ses der stadig terrorhandlinger i landet. I 2011 døde adskillige ved et terrorangreb i Marrakech.

Mexico

Mexico er et flot land at rejse til, men kriminaliteten er høj, og det får Udenrigsministeriet til at advare om at rejse til landet.

Det er blandt andet den organiserede narko-kriminalitet, som man skal tage sig i agt for, selv om det dog er sjældent, at turister bliver indblandet i narkorelaterede opgør.

Men der er også risiko for voldelige overfald og væbnede røverier, som ofte rammer turister, hvorfor turister frarådes at færdes på øde steder som ved ruiner, på strande og på afsides stier.

Risikoen for terrorhandlinger i Mexico er dog lille.

 

Mali

Den tidligere franske koloni Mali præges af politiske konflikter, og der har i løbet af året været flere terrorangreb.

Derfor vurderes terrorrisikoen i landet til at være så stor, at alle ikke-nødvendige rejser til hovedstaden Bamako frarådes, mens det helt frarådes at rejse til landet.


Nepal
Nepal er populært blandt vandrere, men turen i bjerg-landet er ikke nødvendigvis helt risikofri.

Udenrigsministeriet oplyser, at der er risiko for terrorhandlinger i landet, og de kan ramme både lokale og turister.

Som turist bør man derfor udvise forsigtighed og holde sig på afstand af demonstrationer, større menneskemængder og opbud af politi og militær.


Rusland

Der er risiko for terrorhandlinger i Rusland, og Udenrigsministeriet opfordrer derfor til, at man udviser forsigtighed på steder, hvor mange mennesker færdes, herunder i offentlige transportmidler.

Desuden fraråder ministeriet alle rejser til Dagestan, som jævnligt oplever terrorangreb, samt til Tjetjenien, Ingusjetien, Nordossetien, som også har oplevet terrorangreb i de senere år. Angrebene er som oftest rettet mod politi og sikkerhedsstyrker, men rammer også civile.

Der er dog også risiko for terror i Moskva og Skt. Petersborg.

Derudover gør Udenrigsministeriet opmærksom på, at Homoseksualitet er lovligt i Rusland, og at der er visse dele af befolkningen, der har stor intolerance overfor homoseksualitet.

Filippinerne

Terror og bortførelser er begge ting, som man kan risikerer som turist på Filippinerne, skriver Udenrigsministeriet.

Landet har de seneste år nemlig været udsat for en række terrorhandlinger, bombesprængninger og bortførelser.

Man skal derfor være forsigtig, når man færdes i visse dele af landet, samt når man f.eks. bruger offentlige transportmidler.

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til det centrale, sydlige og vestlige Mindanao, Zamboanga-halvøen samt Sulu-øhavet hvor risikoen for terror vurderes at være størst, og hvor der jævnligt finder terrorangreb sted.

Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til grænsen mod Syrien og Irak, herunder flygtningelejrene, hvor et stort antal syriske flygtninge opholder sig. Der bør udvises forsigtighed ved besøg i byerne Maan og Zarqa.

Tyrkiet

Tyrkiet er en rejseklassiker blandt alle typer af den danske befolkning - fra chartergæsterne til grevinde Alexandra og mange kendte.

Men Tyrkiet kan ikke sige sig fra at have en terrortrussel hængende over hovedet - oftest er det dog tyrkisk militær og politi eller politiske forsamlinger og demonstrationer, der er målet, men det kan ikke udelukkes, at turister også kan blive ramt enten bevidst eller ved et tilfælde.

Derfor opfordrer Udenrigsministeriet til, at turister holder sig på sikker afstand af alle politiske forsamlinger og demonstrationer.

Terrorrisikoen anses for at være størst, hvor menneskemængder er samlet, f.eks. indkøbscentre, minibusser (Dolmus), livlige turiststrøg, undergrundsbaner og basarer.

Udenrigsministeriet fraråder, at manopholde sig i en radius af 10 km fra Tyrkiets grænse mod Syrien og Irak. I det øvrige grænseområde til Syrien og Irak frarådes ikke-nødvendige rejser.

Tunesien
38 mennesker mistede livet, da en ung terrorist tog en pistol og begyndte at skyde løs på en strand i byen Port El Kantaoui ved Sousse i juni. Mange turister var blandt de dræbte.

Terrorangrebet er blot det sidste i rækken, og det har fået Udenrigsministeriet til at klassificere Tunesien som et land med høj risiko for terror. Terrortruslen er især høj mod vestlige mål samt turistattraktioner. Der er desuden risiko for bortførelse af vesterlændinge.

Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til landet. Desuden frarådes alle rejser til  grænseområderne mod Algeriet og Libyen

Thailand

Thailand er et meget populært rejsemål blandt danskere, men ifølge Udenrigsministeriet skal man udvise forsigtighed, når man færdes i landet. Der er nemlig en generel terrorrisiko i Thailand - især på steder, hvor mange mennesker færdes.

Terrorrisikoen er størst i de sydlige provinser Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani, hvor angreb ofte forekommer. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser, der ikke er nødvendige, til og igennem disse provinser frarådes.