Black Friday nærmer sig med hastige skridt, og der tegner sig et klart billede af, hvad forbrugerne vil være på jagt efter på den store udsalgsdag fredag den 25. november.

Elektronik er således den mest efterspurgte varegruppe på prissammenligningssiden Pricerunner.dk, der for BT har lavet en opgørelse over, hvilke produkter der i øjeblikket er mest interesse for. Listen viser de 25 mest søgte produkter fra den 14. november og frem til onsdag den 23. november.

Hos Pricerunner kan man også godt mærke, at startskuddet til Black Friday kommer nærmere. Der er allerede en klar stigning i den samlede søgetrafik på forbrugertjenesten. Det fortæller kommunikationschef Søren Knudsen, der oplyser, at søgetrafikken ligger cirka 20 procent højere onsdag den 23. november end samme dag for en måned siden.

I denne uge er tallet desuden steget for hver dag, siger Søren Knudsen.

Ifølge ekspert i forbrugeradfærd Dorte Wimmer er det klart, at forbrugerne op til en dag som Black Friday orienterer sig om priser og produkter. Og det, folk søger efter på en tjeneste som Pricerunner, giver et retvisende billede af, hvilke varegrupper forbrugerne vil jagte, når startskuddet lyder.

»Jeg tror helt sikkert, at det vil give en indikation af, hvilke brancher og varer folk vil søge hen imod for de planlagte køb. Det er i hvert fald dem, de målrettet vil gå efter,« siger Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia.

Står det til troende, skal man være på tæerne, hvis man er på udkig efter elektronik. At dømme ud fra Pricerunners opgørelse vil konkurrencen være hårdest, når det gælder elektroniske produkter.

Det overrasker ikke eksperten i forbrugeradfærd, at elektronik dominerer listen over de mest søgte produkter op til Black Friday.

»Det er en kategori, som er meget nem at sammenligne. Du finder et produkt, som du vil have, og så er det meget nemt at sammenligne priser på tværs af udbyderne,« siger Dorte Wimmer

Derudover er elektronik den varegruppe, der har den største andel af onlinehandel.

»Det er den varegruppe, som bliver shoppet mest online, men der går stadig langt mest gennem de fysiske butikker,« siger Dorte Wimmer.