Hver ottende dansker synes ikke, at det er okay, at forældre giver deres barn et kys på munden

Godnatkys og farvelkys er ikke altid kun mellem far og mor. Mange forældre kysser deres børn på munden. Det falder bare ikke i god jord hos alle.

En ny undersøgelse foretaget af YouGov viser således, at hver ottende dansker – 13 procent – ikke synes, at det er okay, når forældre kysser deres børn på munden. Tallet stiger til omkring hver tredje dansker, hvis det er et barn på over syv år.

John Halse er børne- og familiepsykolog og har skrevet flere bøger om børn og familier. Han kysser stadig sin datter, selv om hun er 40 år. Han forklarer, at der er kommet en pædofili-forskrækkelse, der kan være forklaringen på, at mange danskere ikke synes, det er okay, når børn bliver kysset på munden.

»Forklaringen kan være, at der er kommet en pædofili-forskrækkelse i Danmark. Ligesom der tidligere har været en diskussion om, at fædre ikke tør gå i bad med deres børn. Jeg tror, at der er nogle, som lader være med at kysse deres børn, fordi de tror, det kan misforstås som pædofili. Nogle bliver måske også i tvivl om, hvorvidt det er over grænsen, selvom de ikke selv har nogen bagtanker med det«, siger John Halse.

Det er særligt mændene, der ikke synes, at det er i orden med mundkysseriet. Undersøgelsen viser nemlig, at 16 procent af mændene er imod, mens det kun er 10 procent af kvinderne.

Respekter børnenes grænser

Psykolog John Halse understreger dog, at det er helt okay at kysse sine børn på munden, og forklarer, at man ikke kan sætte en aldersgrænse på, hvornår forældre bør stoppe med at kysse deres børn. Det vigtigste er at huske, at man skal respektere sine børns grænser.

»Jeg kan ikke sætte en aldersgrænse, men når børnene siger nej, så skal forældrene holde op med at kysse. Forældre skal respektere børnenes grænser, og børnene skal have lov til at bestemme, om de vil kysses eller ej. Hvis barnet vender kinden til, er det et nej,« forklarer John Halse.

Vibeke Dalum er familieterapeut, og hun forklarer, at de fleste børn vil føle det som en naturlig ting og ikke en seksuel ting at blive kysset. Men børn får hverken mindre eller mere kærlighed af at blive kysset i forhold til kun at få kram.

»Forældre, der ikke giver børnene kys, er ikke dårligere forældre end andre. Jeg tror ikke, at børnene opfatter et kys som ekstra meget kærlighed, det bliver det samme som et knus eller anden fysisk nærvær,« siger Vibeke Dalum.