Efter et massivt økonomisk rod i Sydhavn Sogn tager fremtrædende præst sin afsked. Minister åbner for mere kontrol.

Kirken lægger nu selv op til strammere tilsyn med landets præster og provster efter en sag om omfattende økonomisk rod i Sydhavns Sogn. Det skriver Berlingske.

En fremtrædende københavnsk præst, der i egenskab af provst selv har haft tilsyn med sognet, er nu fratrådt sin stilling efter sagen, hvor sognet i alt har brugt 8,6 mio. kr. uden tilladelse, herunder 2,3 mio. kr. til renovering af køkken og bad i præstens egen embedsbolig.

En omfattende revisionsundersøgelse, som Berlingske har fået aktindsigt i, opremser en perlerække af kritisable forhold i sognet. Blandt andet er en indledende bevilling på fem mio. kr. til en ny stor kirke i Sydhavnen væk, mens menighedsrådet også får kritik for at have været på en bekostelig tur til Oslo med DFDS.

Økonomien i folkekirken, der årligt forvalter 5,9 mia. kr. i kirkeskat, er ellers kontrolleret af både menighedsråd og provstiudvalg.

- Ingen af stederne har ført det fornødne tilsyn, i det omfang man kunne forvente. Det er meget ubehageligt og umådeligt beklageligt, siger Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, til Berlingske.

Han peger på, at sognet i for høj grad har ladet få nøglepersoner tage sig af økonomien. Som f.eks. den fremtrædende præst, der har haft flere kasketter på i og omkring sognet.

- Det er nok der, hvor vi skal have en selvransagelse i systemet. En provst foretager ikke syn på sin egen bolig. Dette foretages af en kollegaprovst. Man kunne forestille sig, at kollegaprovsten førte et tilsyn med provstens menighedsråd. Sagen giver anledning til selvransagelse, og om vi skal ændre lovgivningen, må vi diskutere med kirkeministeren, siger biskoppen.

Biskop i Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen, peger på, at det vil være rimeligt at »gennemtænke«, om man kan tilrettelægge tilsynet bedre, mens provsteforeningens formand Paw Kingo Andersen mener, at der er tale om en »helt enestående sag«:

- Vi har gjort meget for at dække os ind. Men hvis vi kan gøre det bedre, så er vi åbne over for det, siger han.

Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R) tager imod opfordringen fra kirken:

- Hvis biskopperne mener, at det vil være godt og gavnligt med en justering af reglerne om tilsyn, så vil jeg da meget gerne gå positivt ind i drøftelser med dem om det.