Supermarkedet Lidl kalder en hår- og skægtrimmer tilbage, fordi der er risiko for, at den bryder i brand eller eksploderer, når den bliver ladet op eller brugt.

Har du en skægtrimmer i skuffen, som du har købt i Lidl, så tjek lige navnet og nummeret på den.

Butikskæden Lidl har nemlig netop kaldt trimmeren af mærket 'Silvercrest' tilbage. Den kan simpelthen bryde i brand eller eksplodere, når du bruger den eller lader den op.

Det skriver Lidl på Facebook.

Denne hår- og skægtrimmer bliver nu trukket tilbage af producenten, fordi visse eksemplarer har en fabrikationsfejl.
Denne hår- og skægtrimmer bliver nu trukket tilbage af producenten, fordi visse eksemplarer har en fabrikationsfejl. Foto: Lidl
Vis mere

Det er produkter med IAN nummer 290952, som i visse tilfælde har en fabrikationsfejl. Produktet er solgt i Lidl siden 16. november 2017.

Trimmeren er produceret af firmaet Targa GmbH, som i en pressemeddelelse beklager over for kunderne.

Har du købt sådan en trimmer, anbefaler producenten og Lidl, at du smider den væk eller levere den tilbage og får pengene tilbage.

'Targa GmbH anbefaler derfor, at produktet kasseres eller leveres tilbage til nærmeste Lidl-butik, hvor pengene refunderes, også uden kassebon,' skriver Lidl.

Tilbagekaldelsen omfatter udelukkende produktet 'hår- og skægtrimmer SHBV 800 A1' med IAN nr. 290952. Andre produkter af mærket 'Silvercrest' er ikke omfattet af denne tilbagekaldelse, fremgår det af pressemeddelelsen.