Erhvervsmanden Asger Aamund går nu en usikker fremtid i møde. Enten vil de kommende år gøre ham styrtende rig - eller også truer en ubarmhjertig konkurs.

Det hele afhænger af, om lægemidlet Prostvac kan markedsføres som middel mod prostatacancer. Virker det, har Aamund en ren pengemaskine. Gør det ikke, så er milliarder tabt på gulvet.

Asger Aamund har længe været kendt som en af landets rigeste mænd med en formue på mere end en mia. kr. Han og hans kone gennem mere end 23 år, Suzanne Bjerrehuus, bor i den eksklusive del af Hellerup i en stor villa på Jacobsens Allé. Ganske tæt ved Strandvejen og få hundrede meter fra vandet. Parret har også en lækker ejendom i Cannes.

Men den søde rigmandstilværelse kan snart være forbi. Pengene er nemlig væk.

Netop nu lever Asger Aamund på Nordeas nåde, efter at erhvervsmanden har offentliggjort regnskabet for sit private investeringsselskab A.J. Aamund A/S.

Regnskabet viser et gigantisk minus på 296 mio. kr. for regnskabsåret 2011. Underskuddet bringer selskabet ned på en negativ egenkapital på 67,6 mio. kr. Dermed kunne Nordea, som er Aamunds bankforbindelse, umiddelbart gå ind og erklære selskabet konkurs, hvis banken skulle ønske det.

Jordnære forhold truer

Skulle Asger Aamund gå konkurs, kan Nordea og eventuelle andre kreditorer dog ikke umiddelbart sætte ham fra hus og hjem, da firmaet er et aktieselskab. Men formuen vil være tabt, og livet i Hellerup vil foregå på ganske andre og mere jordnære betingelser.

Det fremgår dog af Aamunds regnskab, at banken, trods underskuddet og den negative egenkapital, stadig giver ham kredit til udgangen af regnskabsåret 2012.

Regnskabet beskriver klart Asger Aamunds vanskelige situation.

- Finansieringen af selskabet er herved afhængig af bankforbindelsens fortsatte tilsagn. Selskabet har opnået finansieringstilsagn fra selskabets bankforbindelse til udløbet af regnskabsåret 2012, står der i regnskabets noter.

Bankens velvilje skyldes de høje forventninger til lægemidlet Prostvac.

Selskabet A.J. Aamunds værdier er nemlig bundet i medicinalselskabet Bavarian Nordic, som Asger Aamund, ifølge Medwatch, ejer syv pct. af aktierne i.

Forsøg ser lovende ud

Bavarian Nordic er netop gået i gang med såkaldte fase 3-forsøg med Prostvac. Ifølge de indledende forsøg er lægemidlet ganske effektivt mod prostatakræft og har vist sig at kunne forlænge livet og forbedre livskvaliteten for patienterne. Resultaterne ser ud til at overgå eksisterende produkter, der har begrænset effekt.

Dermed kan Bavarian Nordic være på vej mod en kæmpe succes. Men intet er altså sikkert endnu. Hvis Prostvac viser sig ikke at kunne stå distancen i de afgørende forsøg, ser det sort ud for Asger Aamund og Bavarian Nordic.

Asger Aamund bekræfter, at hans egen økonomi afhænger af Bavarian Nordic.

- Det er korrekt. Men jeg ønsker ikke at kommentere mit regnskab yderligere - ud over det, der står i regnskabet, siger Asger Aamund.

- Men det er rart, at resultaterne for Prostvac er lovende. Det har vist sig at kunne forlænge livet, så det er særdeles positivt, understreger han.

- Ikke desto mindre går du en usikker fremtid i møde. Du har sat alt på et bræt. Er du ikke nervøs?

- Jeg vil som sagt ikke kommentere mit selskabs regnskab, men når det er sagt, er jeg fortrøstningsfuld.

Bavarian Nordic har også positive forventninger til at forny en række aftaler med den amerikanske regering vedrørende vores koppevirus samt gode forventninger til et præparat mod brystcancer, forklarer Asger Aamund.