En video optaget i Knuthenborg Safaripark af en sibirisk tiger, der falder igennem isen på en sø, går lige nu sin sejrsgang på internettet.

Videoen blev lagt på safariparkens egen Facebookside i torsdags og er siden da gået viralt på danske såvel som internationale medier. (Se videoen øverst)

»Vi kan se lige nu, at klippet med vores sibiriske tiger bliver delt voldsomt meget i Rusland, ligesom det også deles vildt på f.eks. Reddit og på flere forskellige udenlandske nyhedssider,« siger kommunikationschef i Knuthenborg Safaripark  Miriam Hindsgaul.

Den tre-årige tiger, der hedder Roza, får sig et chok, da hun går på ud på et vandhul, der er dækket af is. Pludselig giver isen nemlig efter for den store tiger, der ryger igennem og ned i det kolde vand, og ved et held står dyrepasserne og filmer.

Videoen er blandt andet blevet delt på Reddit, 9gag, Studentbible og den store amerikanske vejrside weather.com, ligesom også det polske medie Toteraz og spanske Mundo har skrevet artikler om det finurlige klip.

»Vi er overraskede over, at klippet er gået så viralt. Men vi er glade for det, for klippet har givet os en rigtig god anledning til at gøre opmærksom på, at der kun er omkring 400 vilde sibiriske tigre tilbage. Derfor er det enormt vigtigt, at vi deltager i det europæiske avlssamarbejde for at bevare arten,« siger Miriam Hindsgaul.

Roza er blot en af omkring 700 sibiriske tigre, der lever i dyreparker og zoologiske haver rundt om i verden. Der er altså kun cirka 400 vildtlevende sibiriske tigre tilbage.

Roza ankom for kort tid siden til Danmark fra en tjekkisk zoologisk have.