Maria og Brian O’Shea fortæller om tabet af deres tre børn, der døde i en ulykke nær Sindal i sommer
Den 16. juli blev Maria og Brian O’Sheas verden suget ned i et mørkt hul af sorg og smerte, da tre af deres fire børn mistede livet i en voldsom trafikulykke nær Sindal. Nu kæmper de sig ud af modløsheden ved at hjælpe børn i tredjeverdenslande og håber, at de en dag får lov til at møde deres tre børn igen.
- Vi er knust. På et sekund blev hele vores liv, som vi kendte det, revet i stykker. Fremtiden med vores børn og de ting, vi skulle have oplevet sammen med dem, blev taget fra os på et ondt øjeblik. Det er på alle måder dybt uretfærdigt.
Ordene er Maria O’Sheas. Sammen med ægtemanden Brian sidder hun på en bænk ved Kalø Slotsruin en kølig oktobereftermiddag. Da familien boede i området, tog de ud til halvøen, når solen skinnede, og de ville hygge sig med deres børn.
Denne eftermiddag er solen svær at få øje på, når den tunge himmel med jævne mellemrum sender regndråber ned over Aarhusbugten og får himmel og hav til at smelte sammen til en stor, grå masse.
For de fleste synes sommeren og de lyse nætter at være uendelig langt væk, men for Maria og Brian O’Shea er det hele stadig meget tæt på.
Smerten vokser
Maria husker braget, da ulykken skete. De endeløse minutter, hvor hun forsøgte at redde sine børn. Skriget, da det gik op for hende, hvad der var sket.
Brian husker telefonopkaldet, der fik ham til at cykle over til naboen på en punkteret cykel for at låne en bil. Fortvivlelsen, da redningsmandskabet ikke ville lade ham se sine hårdt kvæstede børn. Sorgen, da han begravede dem.
Som traditionen foreskriver, havde familien O’Shea også denne sommer forladt hverdagen i Australien for at tage på sommerferie hos Marias far i Nordjylland.
Den 16. juli skulle Brian arbejde, så Maria og børnene ville besøge nogle venner, der bor tæt på børnenes morfar.
Maria spændte de forventningsfulde og glade børn godt fast i den lånte Citroën Berlingo og satte kursen mod vennernes hus nær Sindal.
Modløsheden vinder ikke
Da hun skal svinge fra landevejen ind på en mindre vej, sker ulykken. En modkørende bilist brager ind i siden på Berlingoen med 125 km/t, og parrets tre ældste børn dør på stedet. Søren, Saoirse og Connor blev kun 11, ni og tre år.
På overfladen er Brian og Maria O’Shea fattede. Når de taler, er de velovervejede, og indimellem former deres læber sig til et smil, når de taler om de mennesker, deres børn var.
Men deres øjne fortæller historien om den smerte og sorg, de gennemlever hver eneste af døgnets vågne timer.
Selvom kalenderen vidner om, at der er gået mere end 100 dage, er smerten over tabet af børnene ikke blevet mindre.
Tværtimod vokser den dag for dag, men Maria og Brian O’Shea insisterer på ikke at lade modløsheden få overtaget.
- Jeg var med i bilen, da ulykken skete, og jeg har mange gange tænkt, hvorfor det ikke var mig, der døde, i stedet for mine børn. Men nu er vi her, og vi har valget mellem enten at lade fortvivlelsen tage over eller gøre noget, der giver mening. For os er kun den sidste løsning en mulighed, fortæller Maria O’Shea, mens regnen stille begynder at sile.
Hvordan finder I det mentale overskud til det?
- Vi gør det bare. Ofte vågner jeg grædende. Det gør så ondt, at de ikke er her mere. Men så kigger jeg på Torben (parrets otte måneder gamle søn, red.), som smiler og vil lege, og så siger jeg til mig selv, at nu begynder dagen. Han hjælper mig med at holde de mørke tanker væk. Vi kan ikke bare synke ned i fortvivlelsen, vi er nødt til at fortsætte. For Torbens skyld, siger Brian O’Shea, og hans hustru supplerer:
- Hvis ikke vi gjorde det, så ville det store, tomme hul føles endnu større. Det er let at stå der på kanten og kigge ned i hullet af sorg og smerte og blive suget ned i det. Men det nægter vi. Vores børn ville have ønsket, at vi bruger vores energi på noget, der giver mening. Så det gør vi.
Værdsætter livet
Kort efter børnenes død blev parret enige om, at de var nødt til at gøre noget meningsfuldt, som måske kunne udfylde blot en smule af tomrummet efter tabet af deres børn.
Derfor stiftede de ’De tre musketerers børnefond’, der skal hjælpe forældreløse og forladte børn til en ny chance i livet.
- Det er ikke en mulighed for os at vælge et liv kun fyldt med sorg og modløshed. Det er ikke et liv, og det er i hvert fald ikke et liv, vores børn ville have ønsket, vi skulle leve. De ville have været virkelig skuffede over os, hvis vi ikke tog os sammen og valgte livet. Derfor oprettede vi fonden, hvor mottoet er ’Vi værdsætter livet’, fortæller Brian O’Shea.
Siden de mistede deres børn, har forældrene mødt overvældende omsorg fra familie, venner, bekendte og sågar mennesker, de aldrig har mødt. Det er parrets håb, at den store omsorg, de har oplevet, kan bruges i arbejdet med fonden.
- Der er mange, der har spurgt, om der ikke er noget, de kan gøre. Jeg tror, vi begge har følelsen af, at vi ikke kan få det, vi virkelig gerne vil have. Vi kan ikke få vores børn tilbage. Men vi tror på, at al den gode vilje, de har, kan kanaliseres over i noget, der er et minde om børnene, men som samtidig også gør en forskel for andre. Det er vi sikre på, at vi kan med fonden, siger Maria O’Shea.
Vi ses igen
De beskriver deres børn som omsorgsfulde, betænksomme og retfærdige. Derfor er de sikre på, at deres børn ville være stolte af, at de har stiftet De tre musketerers børnefond.
- Jeg er sikker på, at fonden hjælper mig til at være et bedre menneske. Jeg ved ikke, om jeg er religiøs, men hver gang jeg gør noget godt for andre, øger jeg mine chancer for at komme derop, hvor jeg måske får mulighed for at møde Søren, Saoirse og Connor igen. Den tanke gør det hele værd og giver mig lyst til at kæmpe for en bedre verden, siger Brian O’Shea.
