Har du oplevet en lignende episode? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

21-årige Sille Rasmussen var torsdag aften på vej til en festlig aften hos en ven, da hun blev mødt af tre skræmmende klovne med køller.

Sille Rasmussen, hendes mand og deres fælles ven havde planlagt en festlig aften hos en ven i Torstrup ved Høje Taastrup. Men da de parkerede bilen omkring klokken 23 og gik hen mod lejligheden, blev der med et lagt en dæmper på den gode stemning, da de så tre klovne stå ved nedgangen til en tunnel tæt på lejlighedens indgang.

»Jeg står og ryger en smøg, inden vi skal ind, da jeg ser tre klovne henne ved tunnelen. De kigger først bare på os, og en af dem har en kølle i hånden,« forklarer Sille Rasmussen.

»Jeg tænkte; det er sgu da ikke halloween endnu,« siger hun og tilføjer:

»Først stod de med ryggen til, og jeg tænkte; det er ikke rigtigt, at jeg ser det, jeg har set på nettet. Det ulækreste var den måde, de kiggede på. De smilte sådan et ’noieren’ (uformel brug af ordet paranoia, red.) smil,« fortæller Sille Rasmussen, som blev meget skræmt af synet af de tre klovne og beskriver oplevelsen som »mega klam«.

Personer klædt ud som skræmmende klovne har den seneste tid skabt rædsel blandt folk i både USA, England, Sverige og senest i Danmark, hvor det torsdag kom frem, at der har været flere episoder med skræmmende klovne i Fredericia.

De klovne, Sille Rasmussen så, var ifølge hende alle omkring 25-30 år gamle og iført klassisk klovnedragt og paryk, men umiddelbart synes Sille Rasmussen ikke, de bar klovnemasker. I stedet lignede det, at de var malet som klovne i ansigtet.

Sille Rasmussen opfordrede sin mand og kammerat til, at de skulle gå ind i lejligheden hurtigt, men inden da nåede klovnene at komme tættere på.

»De gik langsomt imod os, de løb ikke, de gik bare med de der køller og var nok tre meter fra os. Det var som om de sagde; nu kommer vi og dræber jer. Selvom jeg er klar over, at det ikke var det, de ville,« fortæller Sille Rasmussen, der efterfølgende skyndte sig ind i sin vens lejlighed og ikke så mere til klovnene den aften.

Torsdag talte BT med Jesper Kjærsgaard Pind, der onsdag aften ved Erritsø i Fredericia var blevet jagtet af to skræmmende klovne på vej hjem fra en fodboldkamp. Det viste sig senere, at der var tale om unge drenge, og deres skoleleder fortalte i går til DR, at drengene havde meldt sig selv.

Torsdag aften blev klovnefænomenet dog alvor, da en svensk 19-årig mand ifølge nyhedsbureauet TT blev stukket med kniv af en person iført klovnemaske i den svenske by Varberg.

Den 19-årige slap heldigvis med overfladiske sår, men det er ikke lykkedes politiet at fange personen med klovnemasken torsdag aften, selvom man søgte med hunde.

Sille Rasmussen håber også, at folk snart stopper med den dårlige spøg.

»Generelt synes jeg, at det er meget modbydeligt, for jeg tror ikke, de mennesker tænker på, at folk kan være mærket af ting i livet, der gør dem bange. Klovnene går rundt i mørket, og jeg er fx meget bange for mørket. Jeg synes, det er helt forkert, og jeg synes, politiet skal fange dem,« forklarer Sille Rasmussen, som dog ikke selv har meldt sin oplevelse til politiet.