Danseren Silas Holst, som blandt andet er kendt for at medvirke i underholdningsprogrammet 'Vild med dans', er blevet ambassadør for Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark. I den forbindelse har han valgt at dele en privat nyhed med offentligheden. Hans far blev nemlig ramt af den frygtelige sygdom Alzheimers kun tre måneder efter, at Silas Holst valgte at støtte op om initiativet.

Det oplyser Faglige Seniorer, der er LO-fagbevægelsens fælles organisation for forbundenes seniorklubber, i en pressemeddelelse.

'Det er en stor og voldsom forandring, når demens rammer ens familie. Rollerne bliver pludselig byttet om, og ens forhold ændrer sig,' siger han til Faglige Seniorer og lægger vægt på, at det hele ikke er negativt.

'Men der er også gode ting, og på mange måder har min fars sygdom ført mig tættere sammen med ham og mine søskende. Derfor giver det også mere mening end nogensinde, at jeg er gået ind i den her sag med at twiste billedet af demens i samfundet,' siger 35-årige Silas Holst.

Faglige Seniorer har sammen med 12 andre organisationer stiftet Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark. Silas Holst skal blandt andet hjælpe til med kampagnen 'Giv demens et twist', som dansen twist er en del af.

'Vi vil give demens et tiltrængt twist, både i bogstavelig forstand og i overført betydning. Vi vil gøre op med de gængse myter og fortælle om, at demens kan være lige så forskellig, som de mennesker det rammer, og at man godt kan leve et godt liv med demens. Men vi vil også byde op til dans og skabe møder mellem mennesker med demens, pårørende og resten af Danmark,' siger Lone Harlev, der er projektleder i Folkebevægelsen.

I Danmark lever omkring 85.000 personer med demens i dag.