I videoen herover kan du se optagelserne af ulven, der bliver skudt fra en bil.

Den 66-årige MT, der er sigtet for at have skudt og dræbt en ulv ved Ulfborg i Jylland, har mistet sin tillidspost som repræsentant for Dansk Skovforening i Miljøstyrelsens såkaldte Hjortevildtgruppe Vestjylland. Gruppen arbejder med, hvordan det danske hjortevildt skal forvaltes og reguleres.

Det sker, efter at Dansk Skovforening har anmodet den sigtede MT om at trække sig fra posten. Tirsdag deltog MT ellers i en konference på Hotel Fuglsøcentret, der ligger i Mols Bjerge. Ved konferencen deltog talrige repræsentanter fra danske natur- og miljøorganisationer, og emnet var netop, hvordan hjortevildt skulle forvaltes i Danmark.

Det faldt angiveligt nogle deltagere for brystet, at Dansk Skovforenings repræsentant var identisk med den person, som formodes at have skudt og dræbt en totalfredet ulv fra førersædet af sin bil den 16. april i år.

Bo Håkansson, seniorrådgiver og biolog ved Danmarks Naturfredningsforening, deltog også i konferencen på Hotel Fuglsøcentret sammen med den formodede ulvedræber og skrev herefter på Facebook, at stemningen ved mødet var 'trykket,' fordi den 66-årige formodede ulvedræber var til stede.

»Møde om hjortevildt forvaltning - skønt sted. Men lidt trykket stemning, fordi manden, der er sigtet for at have skudt ulven, deltager... Han sidder ret alene...,« skriver Bo Håkansson i et offentligt opslag på sin Facebook-profil.

Her ses den formodede ulvemorder til et møde om hjortevildt forvaltning.
Her ses den formodede ulvemorder til et møde om hjortevildt forvaltning. Foto: Privatfoto
Vis mere

Længere nede i Facebook-tråden er der en, der spørger, om ikke den formodede ulvedræber var 'blevet ekskluderet fra det gode selskab', hvor Bo Håkansson svarer:

»Nej, de havde faktisk bedt ham holde sig væk. Men anstændighed er vist ikke hans stærke side...?« skriver Bo Håkansson.

Ikke dømt

Kort forinden den formodede ulvedræber blev opfordret til at fratræde sin rolle som Dansk Skovforenings hjortevildtrepræsentant i Vestjylland, var B.T. i kontakt med foreningens direktør, Jan Søndergaard.

Han fortalte, at han hverken har hørt tale om, at de hos Dansk Skovforening eller andre steder fra skulle have bedt MT om at holde sig væk fra mødet.

»Så længe efterforskningen stadig er i gang, og der er tvivl om skyldsspørgsmålet, går vi ikke ind og pålægger nogen skyld,« sagde Jan Søndergaard til B.T. og tilføjede:

»Men viser det sig, at han er skyldig i det forhold, han er sigtet for, så kan vedkommende ikke repræsentere os. Det er klart. Vi kan jo ikke have repræsentanter, der bryder jagtloven, til at repræsentere os på jagtområdet,« sagde Jan Søndergaard.

B.T. har efter MT's udtrædelse af Hjortevildtgruppe Vestjylland forsøgt at komme i kontakt med Dansk Skovforenings Jan Søndergaard igen, men det har ikke været muligt. B.T. ville gerne spørge, hvorfor Dansk Skovforening angiveligt nu har opfordret MT til at træde ned fra sin tillidspost så kort tid efter, at man havde udtalt, at man ville afvente resultatet af den kommende retssag.

Den sigtede MT oplyser selv til B.T., at han er blevet opfordret til at trække sig fra sin tillidspost.

»Tydeligvis går man efter manden og ikke efter bolden. Dette gør man så stærkt, at Dansk Skovforening føler, det er ubehageligt. Man har derfor nu opfordret mig til at trække mig fra posten i hjortevildtgruppen for Vestjylland, hvilket jeg har gjort,« skriver MT i en e-mail til B.T.

Ingen ballade

Direktør i Danmarks Naturfredningsforening Søren Bojer Nielsen har talt med sin medarbejder, seniorrådgiver Bo Håkansson, efter at han skrev om den sigtede MT på Facebook.

»Han skriver som privatperson og har ikke fået ballade hos mig i den her forbindelse. Det er dog klart, at sagen giver anledning til, at vi minder medarbejderne om, at det er en god idé lige at tænke over, hvad man lægger på Facebook,« siger Søren Bojer Nielsen og fortsætter:

»Vi vidste ikke, at den sigtede person ville være til stede ved mødet, men vi blander os heller ikke i, hvilke repræsentanter andre organisationer sender. Det lyder dog, som om Dansk Skovforening har truffet en fornuftig beslutning,« siger Søren Bojer Nielsen om beslutningen om at bede MT træde tilbage som repræsentant for Dansk Skovforening.