Forsvarer undrer sig over pludselig løsladelse af 19-årig terrorsigtet. Nu går han efter erstatning.

Han blev kaldt Omars hjælper. Mistænkt for at forsyne Omar El-Hussein med en skudsikker vest og mindst en kniv under de uhyrlige terrorhandlinger for snart et år siden. Efter 11 måneder bag tremmer er han nu løsladt, og hvis alt går, som forsvareren håber, står han til en klækkelig erstatning.

Den 19-årige mand, som er beskyttet af et navneforbud, blev løsladt torsdag, men er fortsat sigtet i terrorsagen, som Københavns Politi har efterforsket gennem snart et år. Løsladelsen kommer efter, at den 19-årige gang på gang har fået sin fængsling forlænget.

»Jeg er ret overrasket over løsladelsen. Ikke mindst når man tænker på den fristforlængelse, som anklagemyndigheden fik kørt igennem for kun en uge siden. Jeg har hele tiden protesteret og sagt, at der ikke var noget fængslingsgrundlag, og nu er de sjovt nok pludselig enige. Det havde været rart, hvis juristerne havde kigget på det noget før,« siger forsvareren for den 19-årige, Niels Christian Strauss.

Tæt relation til Omar

Som de fire øvrige fængslede i sagen er hans klient sigtet for medvirken til de to drab ved Krudttønden og den jødiske synagoge samt seks drabsforsøg på politibetjente og livvagter 14. februar sidste år. Mere interessant er det, at han har en tæt relation til den dræbte Omar El-Hussein, og at han blev anholdt i boligkvarteret Vogmandsmarken på Østerbro, København, hvor tungt bevæbnede politibetjente kredsede rundt og gravede efter spor i dagene efter terrorhandlingerne. Nu forventer den 19-åriges forsvarer, at det blot er et spørgsmål om tid, før sigtelsen også bliver frafaldet. Inden længe skal anklagemyndigheden melde ud, hvem de rejser tiltale mod - og for hvad.

»Det handler formentlig om, at nogle jurister har kigget på sigtelser, nu hvor anklageskriftet skal laves, og de er så kommet frem til, at den her holder ikke. Så der er noget, der tyder på, at sigtelsen bliver frafaldet,« Niels Christian Strauss.

Hvis det bliver virkelighed, så vil han gå efter en pæn erstatning til sin klient.

Erstatningskrav

»Hvis der sker sigtelsefrafald, så rejser vi et erstatningskrav. Der kommer et slagsmål, for vi går i så fald efter mere end standarderstatningen,« siger forsvareren.

Dog har den 19-årige flere domme på samvittigheden, som først skal trækkes fra afsoningen. Blot to dage efter terrorangrebet blev han idømt en fællesstraf på 40 dages betinget fængsel for to sager - for tyveri, våbenbesiddelse og euforiserende stoffer samt for at have sparket ud efter en politimand på Nørrebro.

Taksterne for uberettiget varetægtsfængsling er på 6.200 kr. for den første dag og derefter 800 kr. pr. dag. Med 11 måneder bag tremmer lander erstatningen alene efter standardformlen på over en kvart million. »Det er ikke sjovt for et ungt menneske at sidde 11 måneder i varetægt for så at finde ud af, at den ikke holder. Han er selvfølgelig glad, men han har brug for at sunde sig,« lyder der fra hans forsvarer.