31-årige Signe Madsen blev for to år siden steriliseret. En beslutning, hun aldrig har været i tvivl om. Men beslutningen har også afskåret hende fra muligheden for at få kærlighed og tosomhed.

Det fortæller Signe Madsen i en klumme i Kristeligt Dagblad.

Hun fortæller, at hun, siden hun kan huske, aldrig har haft en interesse for at få børn. Selv da hun var et lille barn, drømte hun om voksenlivets friheder, dybe samtaler og ophedede diskussioner. Barndommens meningsløse lege og tidsfordriv var ikke noget for hende, og Signe Madsen fortæller i sin klumme, at hun heller ikke selv brød sig om at være et barn.

For to år siden valgte hun derfor at blive steriliseret. Ønsket om børn har aldrig været der, og Signe Madsen er også overbevist om, at den aldrig kommer til det. Som hun selv beskriver det 'inde i mig selv har jeg altid vist, at det aldrig ville ske'.

Signe Madsen mener, det er en del af samfundets normer, at man skal have børn - som en selvfølgelighed. Især efter hun har fundet ud af, at når man giver afkald på børn, så giver man også afkald på tosomheden. Alle vil have børn - også mænd. Til hendes store overraskelse.

Signe Madsen føler, hun bliver fravalgt af andre potentielle kærester, på grund af, at hun ikke ønsker at få børn. Og hun ønsker, at mænd kan se hende, for den hun er - en kvinde med værdier, empati og kærlighed, end en kvinde, der skal føde.

»På en eller anden måde havde jeg nok bildt mig selv ind, at mænd i virkeligheden slet ikke ønskede at få børn, men udelukkende gjorde det for deres partners skyld. Men det er gået op for mig, at mennesker får børn af to årsager, meget fornuftige og rimelige årsager, vil jeg gerne tilføje: for at få kærlighed og for ikke at blive alene, og når man som jeg har valgt at fratage mig selv muligheden for at få børn, skal der ikke den skarpeste hjerne til at regne ud, hvad jeg så i tilfælde må undvære. Ganske vist har jeg nok på et eller andet plan regnet med, at udvalget af attraktive ungkarle blev formindsket ved indrebet, men jeg havde dog ikke troet, at det ville blive reduceret til et rundt nul,« skriver Signe Madsen i Kristeligt Dagblad.

Signe Madsen mener, det er påfaldende, at danskerne lever i et frit samfund med både demokrati, velfærd, højt bnp, ligestilling og 37 forskellige familieformer, men at det stadig er den gamle norm om far, mor og børn, der hersker. Og at dette syn på en kernefamilie, som anses som det 'rigtige', er så fast indlejret hos danskerne, at det kan være svært for mange at forestille sig, nogle ønsker noget helt andet, end den perfekte kernefamilie.

Hun mener, det er på tide, at folk åbner øjnene for, at verden er sammensat af forskellige mennesker med forskellige behov, drømme og ønsker.

Signe Madsen mener ikke, børn er meningen med livet, selvom hun får det at vide utallige gange. Og hun mener, det er op til den enkelte borger om, hvorvidt man har lyst til at sætte børn i verden.