I et sidste forsøg på at redde det sjældne sorte egern skal det nu sættes ud på Langeland for at forhindre, at det helt fortrænges af de udbredte røde egern.

Det er sidste udkald for at redde det sjældne sorte egern, som i hele verden formentlig kun findes i Danmark. Et nyt projekt til 325.000 kroner skal forsøge at redde egernet.

Mens det almindelige røde egern er kendt og udbredt i trætoppene over det meste af landet, findes den sorte fætter i dag kun på det sydøstlige Fyn. Det er samtidig ikke ret meget, forskerne ved om dyret. Ud over at den sorte udgave kan vise sig at være det oprindelige danske egern, som det røde sidenhen har udkonkurreret.

Det skal "Projekt Sorte Egern" rette op på. Ud over at forsøge at sikre det sorte egerns fremtid ved at give det en "overlevelseslomme" ved at udsætte sorte egern på Langeland, skal projektet give ny viden om de sorte egern.

- Målet er at sikre overlevelsen af sorte egern, som med den massive voksende udbredelse af de røde egern risikerer at forsvinde helt ved parring med røde egern. Skal vi afværge truslen, så skal vi sikre det sorte egern på steder som Langeland, hvor de sikres mod genetisk opblanding med de røde. siger biolog Bo Håkansson fra Danmarks Naturfredningsforening.

Med det nye projekt vil forskerne sammenligne dna hos dyr i de zoologiske samlinger med trafikdræbte nutidige sorte egern for første gang at afsløre egernets udviklingshistorie.

Håbet er, at de første sorte egern kan sættes ud til næste efterår, når sagen har været drøftet med skovejerne på Langeland.

/ritzau/