En fest for de politstuderende på KU har skabt så stor foragelse, da flere opfattede den som så sexistisk, at konceptet nu er blevet ændret. Universitet har tidligere været i vælten for sexistiske fester.

Psykologipiger, der bare skal tages med hjem 'over skuldrene' som 'små politpiger', 'macho mænd' og 'søde bartender-piger', der vil 'holde en spand, hvor man kan brække sig, hvis elefanterne bliver for lyserøde'.

Sådan lød det blandt andet i en festinvitation fra 'Mændenes Fredagsbar', som de økonomistuderende på Københavns Universitet afholder. Men flere studerende har opfattet invitationen som stærkt sexistisk, og det har skabt forargelse på universitet, hvor flere studerende er blevet stødt, skriver uniavisen.dk.

En af kritikerne er statskundskabsstuderende Sidsel Poulsen, der blev voldsomt forarget over invitationen, som hun i Uniavisen kalder 'fucking nedladende over for kvinder'.

Over for BT og Metroxpress uddyber hun:

»Helt grundlæggende så stereotypiserede begivenheden både mænd og kvinder, og definitionen af, hvad en ’rigtig’ mand og en ’rigtig’ kvinde er, blev meget smal og derfor ekstremt ekskluderende,« siger hun og tilføjer:

»Der er tale om en åben begivenhed, og derfor burde alle i princippet kunne føle sig velkomne. Men temaet for den her fest har den helt modsatte effekt og går over min grænse.«

Screenshot fra gruppen 'Sociale arrangementer på CSS' om debatten om 'Mændenes Fredagsbar'.
Screenshot fra gruppen 'Sociale arrangementer på CSS' om debatten om 'Mændenes Fredagsbar'. Foto: Privat foto
Vis mere

På selve begivenheden på Facebook har Fredagsbaren på Polit slettet kommentarer. Dog fortsætter debatten i en lukket gruppe kaldet 'Sociale arrangementer på CSS', hvor der blandt andet bliver brugt ord som ’feminazi’ om kritikerne, og der bliver generelt ikke vist forståelse for kritikken.

Burde du ikke bare slappe af og lade være med at komme til festen, hvis temaet går dig på?

»Det kan man sige, men jeg synes, kulturen skal bekæmpes. Der er rigtig mange mennesker, der bliver kede af det og stødt, og for dem skal kampen tages. Jeg har heller ikke selv nogen intention om at møde op. Jeg føler mig ikke velkommen, og jeg har en grundfølelse af, at jeg ikke bliver respekteret som person,« siger Sidsel Poulsen.

Screenshot fra gruppen 'Sociale arrangementer på CSS' om debatten om 'Mændenes Fredagsbar'.
Screenshot fra gruppen 'Sociale arrangementer på CSS' om debatten om 'Mændenes Fredagsbar'. Foto: Privat foto
Vis mere

Det er ikke første gang, CSS (Center for Sundhed og Samfund) er i vælten på grund af sexistiske fester og ritualer. Tilbage i 2012 blev episoder under rusvejledningen offentliggjort og skabte harme og debat. Også flere andre episoder på landets universiteter er de seneste år blevet kritiseret for at være sexistiske og bryde de studerendes grænser.

På Statskundskab på Københavns Universitet var der i 2014 problemer med grænseoverskridende ritualer på et introforløb, har Uniavisen tidligere beskrevet. Her skulle de studerende gennem en række hemmelige ritualer, hvor de blandt andet skulle fortælle om deres seksuelle fantasier om deres medstuderende.

I 2015 var der også problemer på CBS, hvor der blev leget blowjob-lege med bananer på en introtur, hvilket i 2016 fik CBS til at meddele, at reglerne fremover ville blive strammet op, så studerende ikke ville skulle opleve den slags.

BT og Metroxpress har forsøgt at få en kommentar fra de økonomistuderendes fredagsbar 'Fredagsbar på Polit', der afholder festen. I et skriftligt svar henviser de til en kommentar fra studielederen Henrik Hansen på altandetlige.dk.

Her skriver studielederen blandt andet: ’Jeg tror det er på tide, at I og vi siger farvel til de traditionelle, kønsbaserede og dermed ofte kønsdiskriminerende temafester.’

Selvom ikke alle har været enige i kritikken, har Fredagsbaren, der afholder festen, dog nu meddelt, at man har forståelse for kritikken.

I et opslag på facebook fredag eftermiddag oplyser 'Fredagsbaren', at fredagsbarsudvalget på Polit er 'kede af', at deres oprindelige opslag med invitationen havde givet udtryk for en 'ekskuderende adfærd'.

Festudvalget tilføjer desuden, at alle studerende på fakultetet er velkomne til festen.

Opslaget var ifølge festudvalget ment 'ironisk' og i 'sjov.'

'Når vi læser Uniavisens artikel om vores opslag, bliver det også klart for os, at ironi nemt kan misforstås og vi kan komme til at fremstå anderledes end vi havde til hensigt', skriver udvalget.

Screenshot fra gruppen 'Sociale arrangementer på CSS' om debatten om 'Mændenes Fredagsbar'.
Screenshot fra gruppen 'Sociale arrangementer på CSS' om debatten om 'Mændenes Fredagsbar'. Foto: Privat foto
Vis mere