Shannie Løts datter Susan fylder snart 52 år. Men de to har ikke vekslet ord siden 1967. De har smilt, grinet og udvekslet blikke, og Shannie selv har talt meget til sin datter.

Men Susan kan ikke svare med ord, efter hun fik mæslinger tilbage i 1967 i en alder af to år. Lille Susan fik hjernebetændelse som følge af den almindelige børnesygdom og var bevidstløs i fem døgn. Da hun vågnede igen, var hun svært kronisk hjerneskadet.

Susan, da hun var et år gammel - og hvor hun ikke fejlede noget endnu.
Susan, da hun var et år gammel - og hvor hun ikke fejlede noget endnu.
Vis mere

På det tidspunkt var der ikke noget vaccineprogram mod mæslinger i Danmark. Det blev først indført som et tilbud til alle i 1987. Før det var Susans historie måske nok sjælden, men ikke noget særtilfælde.

»Jeg synes, det er frygteligt, at så mange forældre dropper vaccinen. Det er ikke bare barnet, der risikerer at blive handicappet. Det er hele familien, der bliver ramt,« siger Shannie Løt, som har måtte være mor til et svært hjerneskadet barn i knap et halvt århundrede.

Begge Shannie Løts døtre var ellers blevet vaccineret med de programmer, som fandtes tilbage i 60'erne. Shannie troede egentlig dengang, at vaccinen også dækkede mæslinger, men da begge hendes børn får sygdomme samtidigt i 1964, så kan hun konstatere, at det forholdt sig anderledes.

Susan, da hun var fem. Tre år efter hun blev hjerneskadet.
Susan, da hun var fem. Tre år efter hun blev hjerneskadet.
Vis mere

Den ældste datter Pia kommer sig fuldstændigt som langt de fleste børn. Men det går anderledes med Susan.

»Min mand var ansat i flyvevåbenet, men han var hjemme og passe børnene den dag. Men han ringer så til mig og fortæller, at Susan er omtåget og har høj feber,« forklarer Shannie.

Parrets genbo er læge og kan umiddelbart se, at Susan skal på sygehuset så hurtigt som muligt.

»Vi ringer til ambulancen, men der er ikke nogen, som kan køre ud til os. Derfor kører lægen hende selv ind på hospitalet,« siger Shannie.

På vej ind i bilen mister Susan bevidstheden. Hun vågner først fem døgn efter med sin familie ved sin side.

»Der fortæller lægerne, at hun hverken kan høre, se eller bevæge sig,« siger Shannie.

»Efter tolv dage begynder hun så at bevæge sin storetå. Der er vi jublende glade,« fortæller Shannie Løt, der stadig husker de små glædesstunder midt i hendes livs ulykke.

For selvfølgelig var de ikke jublende glade. Tværtimod.

»Jeg stillede altid inde hos min datter med et smil i ansigtet. Hun skulle ikke se andre følelser fra mig. Men derhjemme løb tårerne ud af mine øjne i en lind strøm. Og jeg gik bare rundt i en døs,« siger hun.

Shannie Løt med Susan, da hun var 47 år.
Shannie Løt med Susan, da hun var 47 år.
Vis mere

Lige inden Susan blev ramt af betændelse i hjernen, mens hun havde mæslinger, havde hun lært en sang i sin dagpleje.

»Hun var to år og et par måneder. Hun havde lært at synge 'Se den lille kattekilling,' og hun sang den meget ofte. Hun elskede den sang,« fortæller Shannie.

Men efter Susan blev syg, så ændrede det sig.

»Når vi sang den for hende bagefter, så græd hun. Jeg tror, hun ville græde den dag i dag.«

Fordi hun ikke længere selv kunne synge den?

»Måske. Jeg ved det jo ikke. Men det viser jo, at hun ikke er fuldstændig nulstillet derinde. Der er noget inde i hende, og hun kan bare ikke få det ud,« siger Shannie Løt.

Efter nogle år kom Susan på institution. Hun fik masser af genoptræning og behandling, og Shannie har ikke noget at udsætte på den del af hele forløbet.

Men da Susan var cirka syv år, havde datterens sygdom slidt Shannies mand ned.

»Jeg kom hjem en tirsdag og fandt ham på gulvet. Han havde taget sit eget liv. Min mand blev ødelagt af det her,« siger Shannie.

»Jeg fandt ud af, at han var maniodepressiv. Dengang havde man ikke et særligt godt blik for den slags lidelser, som man har i dag. Han elskede Susan, men han kunne ikke komme sig over, at hun ikke boede hjemme hos os. Hver dag jeg kom hjem, så havde han fundet en ny plan for, hvordan hun skulle komme hjem til os og bo igen. Men vi kunne ikke klare det alene,« siger Shannie Løt.

Shannie Løt måtte fortsætte alene og være mor for begge sine døtre. Både den raske og den syge.

Lægerne forsøgte at være optimister og fortalte dengang, at hjernen på sigt kunne genskabe de tabte celler, hvilket man i dag ved ikke er sandt. Det er langsomt gået fremad for Susan, men hun kan ikke gå selv, tale eller bruge sine hænder.

»Men en dag sagde jeg stop til lægerne. Jeg kunne ikke holde ud at høre det mere. Det gav falske forhåbninger. Og på et tidspunkt kan man ikke leve på dem mere. Det gjorde mere skade end gavn,« siger Shannie.

I dag ved hun, at hendes 55-årige datter aldrig bliver rask igen. Det har hun vidst i årevis.

Shannies ældre datter lever et ganske normalt liv. Hun har fået et barn og bor ti kilometer fra sine forældre.

Når du ser på din anden datter og den tilværelse, som hun fører, tænker du så på, hvad din datter har mistet, og hvad du har mistet?

»Ja, det gør jeg. Susan er stadig min datter. Og hun minder meget om mig. Jeg elsker tøj, sminke og smykker. Hun er præcis sådan også. Jeg ville have elsket at kunne være sammen med hende om det. Vi savner hende frygteligt,« siger hun.

»Jeg er glad for, at Susan er så udadvendt og glad i dagligdagen. Hun elsker at se fjernsyn, gamle danske film, som hun kan grine af. Men jeg tænker ofte, at bare jeg dog havde to normale døtre,« siger Shannie.

Tilslutningen til MFR-vaccinen, som netop beskytter mod mæslinger, er fortsat høj i Danmark. Der er dog stadig grupper af forældre, som undlader at få deres børn vaccineret på grund af rygter om, at vaccinen kan give autisme, hvilket videnskaben har afkræftet.

I store dele af Europa opleves der en faldende tilslutning til MFR-vaccinen. Således er 35 børn døde de seneste 12 måneder. Senest en seks-årig dreng i Italien, der har haft 3.300 tilfælde af mæslinger på et år.

Shannie Løt mener, at MFR-vaccinen skal være lovpligtig at tage i Danmark.

»Det har jeg tænkt meget over, men ja, det mener jeg, den bør være. Det er simpelthen så synd for de børn, som det går ud over,« siger hun.

»Det værste for mig har været at tænke på, at min datter ikke får noget liv, som os andre. Jeg har for eksempel kunne se på hende, at hun har været forelsket. Øjnene stråler, og hele hendes mimik viser det. Men hun kan jo ikke gøre noget ved det selv,« siger Shannie Løt.

Shannie Løt holder ofte foredrag om familiens skæbne. Hun kalder det for 'En hyldest til livet'.