Unge af begge køn og alle seksualiteter skal kunne få svar på deres sex-spørgsmål på Sexliniens nye hjemmeside, håber projektleder.

Nogle gange glemmer vi voksne den nysgerrighed og naivitet, der opstår i unge, når de skal bevæge sig ind i de voksnes verden af sex.

På Sexlinien.dks nye forum skriver en 13-årig dreng for eksempel: - Hjælp mig. Jeg suttede pik i 3.klasse. Jeg er en dreng, og jeg tænder på piger. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig der! I hvert fald er jeg bange for, at jeg har fået kønssygedomme (...) Jeg har fået en knop på pikken. Den er hvid, og den sidder sådan cirka halvvejs oppe til højre. Kan det være farligt?, skriver den unge mand.

Sådanne spørgsmål og meget mere kan blive besvaret på Sexliniens relancerede hjemmeside, der bringer Danmarks ældste seksualrådgivning ind i »Youtube-alderen«, skriver b.dk.

- Den nye hjemmeside bliver mere som at færdes på Wikipedia eller YouTube, siger projektleder Morten Emmerik Wøldike fra Sex og Samfund, der driver Sexlinien.

På siden er der kort fortalt kommet langt mere multimedieindhold. Siden har fået flere billeder og videoer. Blandt andet kan man se videointerviews med danske kendisser, der fortæller deres sexhistorier.

Desuden får brugerne fremover mulighed for at bruge siden som et forum, hvor de anonymt kan dele deres sexhistorier eller sex-bekymringer.

Mange unge vil givetvis få gavn af den nye »sexportal«. Hvert år besøges Sexliniens hjemmeside nemlig mere end 330.000 gange, og rådgiverne besvarer 12.000 spørgsmål enten på brevkassen eller over Sexliniens telefonrådgivning. De mærker især, at de unge er optaget af og usikre i forhold til deres kroppe. 

- I dag er der utrolig meget fokus på, hvordan kroppen skal se ud, frem for fokus på kroppens mangfoldighed og at det er naturligt, at vi alle sammen ser forskellige ud. Unge efterlades med nogle meget snævre normer for såvel kroppe som køn, og det mærker vi på de spørgsmål, vi får på Sexlinien for Unge, siger projektleder Morten Emmerik Wøldike.