Onsdag åbner landets første bordel med sexdukker i Aarhus-forstaden Viby. Ejeren mener, at stedet vil være samfundsnyttigt

"Doll House er stedet, hvor alle gentlemen er velkomne, og pigerne ikke siger nej."

Sådan lyder det på hjemmesiden for et bordel med sexdukker i Vibys industrikvarter på Gunnar Clausens Vej. Fem sexdukker tilbydes i fire rum med forskellige temaer.

Det skriver TV2 ØSTJYLLAND.

- Der findes mange prostituerede, der er tvunget ind i sexbranchen, og de nyder ikke deres arbejde. Det giver en kold oplevelse for kunden, og her tilbyder vi så en alternativ mulighed for at få stillet sine lyster, siger ejeren af stedet, der gerne vil gå under sit mellemnavn Odin, til TV2 ØSTJYLLAND.

Foto: TV 2 Østjylland
Vis mere

Sidste år åbnede et lignende sted i Barcelona - det trak overskrifter i flere europæiske medier og blev betegnet som Europas første bordel med sexdukke. I Tyskland findes der også mindst et lignende bordel i Dortmund, og nu kommer der således også et i Danmark.

Helt lavpraktisk kommer det østjyske dukkebordel til at fungere således, at en såkaldt værtinde tager imod kunderne, som bliver vist hen til den ønskede sexdukke.
I bordellet er indrettet som et lægeværelse, et klasselokale, en stue og et SM-rum, hvor kunderne kan udleve deres fantasier.

Spørgsmål: Men er sexdukkebordellet ikke bare lavet for at omgå loven og undgå en dom for rufferi?

- Vi prøver ikke på at undgå loven. I stedet vil jeg faktisk sige, at hvis vi kan forhindre menneskehandel og rufferi, så har vi bidraget til noget positivt til samfundet, lyder det fra ejeren, der pt. sidder fængslet for anden kriminalitet.

I udgangspunktet er det ikke en virksomhed, som Østjyllands Politi har tænkt sig at overvåge tæt.

- Det er ikke ulovligt at leje dukker ud, så umiddelbart er det ikke noget, politiet vil gå ind i, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Udover at bordellet altså er en mulighed for at tjene penge på sex, så er der også lidt mere lempelige regler i lokalerne i Viby. Eksempelvis må man godt give dukken en lussing, hvis det er det, man er til.

- Kunderne får mulighed for at få afprøvet nogle fantasier og gør nogle ting, som en prostitueret nok ikke vil gå med til. Hvis man giver dukken en lussing eller et smæk, det er der ingen, der tager skade af, siger Odin.

Om oplevelserne på bordellet vil kunne opildne folk til at ville prøve det af i virkeligheden, afviser han.

- Jeg tror, at det vil være godt, at folk kan afreagere og prøve deres fantasier af. Jeg tror ikke, at det vil forstærke folks lyst til at slå kvinder, siger han.

Den ene dukke på bordellet er blot 148 cm høj, og derfor kan man fristes til at tro, at den er beregnet til pædofile og andre med tanker i de baner. Det afviser ejeren.

- Jeg kan godt forstå, at man får de tanker, men vi følger reglerne til punkt og prikke. Ifølge EU's regler så er børnesexdukker kategoriseret som dukker på 140 cm og nedad. Vi har ikke intentioner om at bidrage til pædofiles fantasier.

Og selvom dukken så faktisk var under grænsen og ville henvende sig til pædofile, så er organisationen Red Barnet ikke udelukkende skeptisk.

- Det er svært at vide, om et sådan tilbud trækker i en positiv eller negativ retning. Enten får personen lettet trykket ved at få udlevet sin fantasi, så man ikke har lyst til at gøre skade på børn, eller så er det på et tidspunkt ikke tilstrækkeligt, så man vil opsøge børn, siger psykolog hos Red Barnet Kuno Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Men vi ved ikke, hvad der sker. Ingen forskning peger på det ene frem for det andet. Så vi tror på, at det kan være en lettelse for en med de tendenser at have et sted, hvor man kan udleve seksualiteten, fortsætter han.

Ejeren af stedet pointerer, at den mindste dukke ligner en kvinde, og den er en af del af tilbuddene på bordellet, fordi nogen kunne have lyst til at prøve en dværg.

Hans gennemgående begrundelse for at lave bordellet – udover naturligvis at tjene penge – er ifølge Odin at skabe et trygt sted, hvor lidt mere kontroversielle lyster kan prøves af.

- Samfundet vil tage godt imod os, for vores hensigter er gode. Vi er en registreret virksomhed, der betaler moms og overholder alle regler, siger ejeren.

Bordelejerens identitet og fulde navn er TV2 ØSTJYLLANDS redaktion bekendt.

FAKTABOKS: SÅDAN FUNGERER DUKKERNE
- Dukkerne er primært lavet af en form for silikone og rustfrit stål.
- Leddene kan bøjes som et menneske.
- De er mellem 148-158 cm høje og vejer omtrent, hvad en person på den størrelse ville veje i virkeligheden - omkring 50 kg.
- Efter hvert besøg bliver dukkerne rengjort og afsprittet. Rengøringen foregår med hjælp fra en form for pipette, der kan tage væsker ud.
- Man bestemmer selv, om man vil være sammen med dukkerne uden eller med kondom.
- Man må ikke bide i dukken eller kradse den, men man må gerne slå den.
- Der er intet mekanisk i dukkerne