En sjælden kejserørn blev forleden spottet på sydsiden af Aabenraa Fjord.

Det er usædvanligt, at rovfuglen med et vingefang på knap to meter, viser sig på vores breddegrader.

»Formentlig er der kun denne ene kejserørn i hele Nordeuropa netop nu,« siger ornitolog og fuglebogsforfatter Klaus Malling Olsen.

Kejserørnen er en af de mest sjældne ørne i Europa, og ynglebestanden skønnes at tælle færre end 500 par.

I Danmark er der knap 30 observationer af kejserørn gennem tiderne. De fleste gange er ørnen observeret om foråret eller efteråret.

Det er kun anden gang, at kejserørnen er spottet herhjemme om vinteren

Første gang var i december 2000 i Store Vildmose i Vendsyssel.

Klaus Malling Olsen vurderer, at der er tale om en strejfende ørn, der formentlig kun er et par år gammel.

»I de første leveår strejfer de yngre rovfugle rundt på må og få. Nogle gange indretter de sig engang imellem noget nord for, hvor de burde være,« siger han.

Kejserørnen yngler i den sydøstlige del af Europa. De nærmeste yngleområder set fra Danmark findes i Ungarn og Slovakiet.

Nyheden om kejserørnen har vakt opsigt i ornitologkredse.

Umiddelbart efter meldingen om kejserørnen meldte op mod et halvt hundrede fuglekiggere deres ankomst.

»Det er altid en rimelig stor nyhed, når sjældne fugle dukker op,« siger Klaus Malling Olsen.

Han trodsede selv sne og blæst for at se, om han kunne få et glimt af den sjældne ørn. Det lykkedes dog ikke.

Om ørnen er fortrukket eller fortsat opholder sig under danske himmelstrøg er uvist.

Skal man ud for at kigge efter den, vil det være en god idé at bevæbne sig med en fuglebog, lyder rådet fra Klaus Malling Olsen.

Den kan nemlig forveksles med nogle af de andre ørne, vi ser i Danmark.

»I størrelse minder den om kongeørnen, men har en mere spraglet dragt, lidt bredere vinger og en kortere hale,« siger Klaus Malling Olsen.

Det er næppe sandsynligt, at kejserørn vil slå sig ned og yngle i Danmark, vurderer han.

»Der er for langt til de nærmeste ynglepladser. Det kræver også lidt andre biotoper, end det vi kan byde på herhjemme.«

/ritzau/