Når Senada om aftenen lukker øjnene, er hun tilbage i Bosnien.

Serbiske soldater står ude foran hendes hoveddør og skyder de nærmeste naboer. Skudsalverne smælder hen over hustagene, mens hun ligger i sengen med tøjet på. Parat til at flygte.

Hun har set så mange blive slået ihjel, at de nærmest vil kunne fylde den massegrav op, der ligger placeret få hundrede meter fra hendes hus. Stedet hvor også hendes bror ligger begravet.

I 1992 kom Senada til Danmark efter at være flygtet fra den bosniske borgerkrig. Krigens rædsler mærker hende stadig i dag, hvor hun hver nat har mareridt, og sanserne konstant er i højeste alarmberedskab.

Den 44-årige flygtning er i øjeblikket sygemeldt og lever en isoleret tilværelse i sit aarhusianske hjem, hvor hun bor med sine børn på 13 og 17 år.

Siden ankomsten til Danmark for 23 år siden har Senada ikke anet, hvad hun har fejlet. Først da hun i sommer gik til lægen med smerter i hoften, fandt hun ud af, at det i virkeligheden er hendes psykiske tilstand, den er gal med.

»En kvindelig læge spurgte mig, hvordan jeg egentlig havde det. Først forstod jeg ikke, hvad hun mente, men efter lidt tid gik det op for mig. De fortrængte oplevelser væltede simpelthen ud, og jeg brød sammen. Lægen vidste formentlig på forhånd, hvad der var i vejen med mig,« fortæller hun.

Lægen er ikke i tvivl. Senada lider af traumer og får, efter flere årtiers ophold i Danmark, konstateret posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD). Hun bliver henvist til det specialiserede traumecenter Klinik for PTSD og Transkulturel Psykiatri i Aarhus, og det er her, Berlingske møder hende, da hun netop er begyndt i behandling.

»Det er et stort skridt for mig. Første gang, jeg kom her, var ligesom at åbne Pandoras æske og give slip på det, jeg havde gemt så længe. Den ene del af min hjerne har ikke lyst til at fortælle om det, mens den anden halvdel ved, at det er nødvendigt at snakke om mine traumer, hvis jeg skal få et bedre liv,« siger hun.

Midt i den historisk store flygtningestrøm viser et nyt forskningsprojekt, at der i gennemsnit går 14 år, før flygtninge kommer i behandling for deres traumer i Danmark. Allerede nu forventes op mod 45.000 flygtninge ligesom Senada at lide af traumer i det danske samfund.

Det sker på trods af, at Integrationsministeriets traumeundersøgelse fra 2013 viste, at flygtninges traumer påvirker integrationen negativt, da traumatiserede flygtninge blandt andet har sværere ved at komme i uddannelse eller job.

Bliver værre med årene

Ifølge læge og ph.d.-studerende Charlotte Kærgaard Sonne, der står bag projektet, er 14 år »alarmerende lang tid«.

»Patienterne bliver utroligt svære at behandle, når de bærer rundt på ubehandlede traumer. Flygtningene får det værre, som årene går. Lidelserne udvikler sig til at blive kroniske, og risikoen bliver større for, at flygtningene helt melder sig ud af samfundet,« siger Charlotte Kærgaard Sonne, der er tilknyttet Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri i Ballerup.

Der er flere forklaringer på, hvorfor der går så lang tid, inden traumatiserede flygtninge møder op på landets traumeklinikker. Charlotte Kærgaard Sonne peger især på, at der er mange barrierer i sundhedsvæsenet for flygtninge, og at psykiske problemer i flere ikke-vestlige kulturer er stærkt tabuiseret.

»Det er ikke en selvfølge, at flygtninge ved, at der findes tilbud til traumeramte, og at det er den praktiserende læge, der sidder med nøglerne til resten af sundhedsvæsenet. Og når de endelig kommer til lægen, udtrykker de sig oftest om fysiske symptomer frem for psykiske. De fortæller måske, at de har ondt i maven, når de i virkeligheden har ondt i sindet,« siger hun og understreger, at en tidlig indsats menes at kunne have en stor indflydelse på udbyttet af behandlingen.

Kommuner bryder loven

For at give integrationen et skub i den rigtige retning blev det i 2013 skrevet ind i Integrationsloven, at alle landets kommuner har pligt til at tilbyde nyankomne flygtninge og familiesammenførte en helbredsmæssig vurdering hos en læge inden for de første tre måneder.

Alligevel er det langtfra alle kommuner, der overholder Integrationsloven, lyder det fra Morten Sodemann, professor og overlæge på Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital. Han har netop været i dialog med en række kommuner for at gøre status på den helbredsmæssige vurdering og anslår, at det knap er halvdelen af kommunerne, der i øjeblikket følger reglerne. Med ironi i stemmen siger han:

»Det er grundlæggende fantastisk, at man kan bo så længe i et moderne land som Danmark med et veludviklet sundhedsvæsen, uden at man fanger en så let genkendelig og hyppig psykisk tilstand. Nogle kommuner kan ressourcemæssigt ikke overskue opgaven, og andre vælger af princip at nedprioritere den lægefaglige vurdering,« siger Morten Sodemann.

På vegne af Integrationsministeriet er Lars Larsen fra analysefirmaet LG Insight lige nu i færd med at undersøge, hvor mange af kommunerne der faktisk overholder Integrationsloven. Selv om det endnu er for tidligt at drage en konklusion, forklarer også Lars Larsen, at mange kommuner tilsyneladende ikke tilbyder en helbredsmæss vurdering.

Det er i dag kun 21 pct. af landets kommuner, der har retningslinjer eller en fast procedure for at afdække traumer hos nyankomne flygtninge. Ifølge Lars Larsen er det minimalt, hvad der er sket med traumeindsatsen i Danmark, og han kalder det »håbløst« og »dybt bekymrende«, når flygtninge først kommer i behandling 14 år efter ankomsten til landet.

»Problemerne bliver endnu større, når vi ved, at traumer forringer flygtninges helbred samt mulighed for at komme i job. Vi kan også se, at op mod 40 pct. af de unge med etnisk minoritetsbaggrund, som havner i kriminalitet og fængsler, kan spores tilbage til en familie, hvor forældrene havde traumer,« siger han.

»Ingen havde fortalt mig om traumer«

I Senadas tilfælde sidder hun tilbage med en følelse af at være blevet svigtet af myndighederne. Allerede fra asylfasen har hun følt, at der ikke var nogen hjælp at hente.

»Det er underligt at tænke på, at jeg måske ikke havde udviklet PTSD, hvis jeg havde fået hjælp, da jeg kom hertil,« siger hun.

Men har du ikke også selv et ansvar for, at der er gået så lang tid?

»Jo, selvfølgelig har jeg selv et ansvar, men jeg har simpelthen ikke vidst, hvad jeg har fejlet. Jeg har været sygemeldt tidligere, hvor jeg gik til lægen, men ingen havde fortalt mig om traumer. Jeg troede, at det skyldtes min skilsmisse, at jeg havde det skidt.«

Efter 23 års ophold i Danmark må den bosniske flygtning konstatere, at hun aldrig har haft et fast job. Ifølge Torben Tranæs, der er forskningsdirektør på SFI, er det vigtigt at opdage traumerne i tide, hvis sigtet er at få mange flere flygtninge i arbejde.

»Flygtninge med traumer kan godt arbejde, og noget tyder på, at de faktisk kan have gavn af at arbejde, hvis arbejdet passer til personens muligheder og progression i forhold til deres traumer, og her kan behandling hjælpe. Det vil give en bedre livskvalitet for en masse mennesker, hvis de kommer ud og bliver en aktiv del af det danske samfund,« siger han.

Vigtigt at opdage traumer i tide

På Christiansborg mødes den sene behandlingsindsats over for traumatiserede flygtninge med stor alvor. De Radikales leder, Morten Østergaard, kræver straks handling fra regeringen.

»Som minimum må man sørge for, at flygtninge kan blive behandlet i en fart, når deres traumer bliver opdaget. Det kræver, at vi investerer flere ressourcer i asylfasen, hvor de aktører, der har mest forstand på området, sætter ind,« siger han og tilføjer:

»Der vil måske altid være nogen, for hvem traumerne ligger så dybt, at de først bryder ud, når flygtningene har opholdt sig flere år i landet. Det kan man nok aldrig undgå, men man kan komme ud over, at det i gennemsnit tager 14 år, før flygtninge kommer i traumebehandling. Det er jeg helt chokeret over at høre,« siger Østergaard.

Tilbage i Aarhus skal Senada til at forlade traumecentret for i dag. Busturen hjem bekymrer hende allerede. Hver gang hun skal ud blandt andre mennesker, kræver det stor overvindelse. Allerhelst var hun blevet hjemme, hvis hun følte, at det var en mulighed, men den bosniske flygtning har stadig håb for fremtiden.

»Der er ingen, der har sagt, at livet skal være nemt. Jeg håber på at komme ud af mit mareridt, og det er det, der holder mig i gang. Ligesom andre mennesker vil jeg gerne kunne forsørge min familie uden at skulle søge hjælp. Stopper man med at kigge positivt på fremtiden, bliver man helt ødelagt og ligeglad med det hele. Og jeg er slet ikke ligeglad.«