Selv om forhandlingerne i Forligsinstitutionen skulle ende med en aftale og et stort bunkebryllup, er faren for storkonflikt ikke drevet over.

Et eventuelt mæglingsforslag skal nemlig til afstemning både hos arbejdsgivere og lønmodtagere, før det kan træde i kraft.

Hos arbejdsgiverne er det ikke svært at se for sig, at man i regeringen, regionerne og i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening vil stemme ja til resultatet. Men hos lønmodtagerne er det langt mere uforudsigeligt.

Bagtæppet for de seneste mange ugers forhandlinger er nemlig en voksende vrede blandt de offentligt ansatte. Og frustrationerne, som har fået frit løb ved demonstrationer og på de sociale medier, har handlet om meget andet end spisepause og lærernes arbejdstid, som er det, der er på bordet i Forligsinstitutionen.

De offentligt ansatte savner respekt og anerkendelse, de er pressede og synes ikke, at de har mulighed for at gøre deres arbejde godt nok, har været nogle af de gennemgående temaer.

Så spørgsmålet er, hvordan en forøget kamplyst, som er mere eller mindre løsrevet fra forhandlingerne, vil spille ind, hvis lærere, sygeplejersker, pædagoger og SOSUer skal stemme om resultatet.

Måske vil mange af dem stemme for at give Sophie Løhde og Michael Ziegler - og måske Lars Løkke Rasmusen og Mette Frederiksen - en ordentlig begmand eller for at protestere mod Moderniseringsstyrelsen og besparelser eller for at få nogle flere kolleger.

Arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen fra Forskningscenter for Arbejdsmarked og Organisationsstudier på Københavns Universitet peger på, at der sidste år var problemer med at få et ja ved urstemning på det private område,.

Så der er ikke noget, der er givet på forhånd.

»Man har jo sluppet nogle kræfter fri, som kan være svære at styre. Det er ikke givet, at medlemmerne bare stemmer ja,« siger hun.

For ledelsen i et fagforbund kan en afstemning ende med at blive en tillidsafstemning om formanden, hvilket tidligere har fået formænd til at gå af, enten fordi han eller hun tog konflikten eller ikke gjorde det i strid med medlemmernes ønsker.

Det samme siger professor på Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

»Der er ikke noget, der er sikkert, selv om vi får et forlig i nat eller i morgen, eller hvornår det bliver. Det skal kunne stemmes hjem,« siger han.

Henning Jørgensen peger på, at der netop er uklarhed på lønmodtagerside om, hvilke slogans der er de vigtige. Et af dem hedder »Nok er nok«, et andet hedder »En løsning for alle«.

»Nok er nok går mod Moderniseringsstyrelsen, new public management, dårlige normeringer, effektivisering og pres, og det kan man jo ikke forhandle ved overenskomstforhandlingerne. Det andet handler direkte om at få noget ud af overenskomsterne. Det er ikke nemt at samle to så forskellige slogans i et, der har relevans ved en afstemning,« siger Henning Jørgensen.

Men den situation har man formentlig forudset, da man skrev forligsmandsloven. I hvert fald indeholder den nogle bestemmelser, der gør det betydeligt nemmere at stemme et mæglingsforslag hjem.

Den ene regel er, at der skal være kvalificeret flertal ved urafstemnignen. Det betyder, at et flertal blandt dem, der har stemt, skal stemme imod, før et forslag kan stemmes ned.

Men hvis mindre end 40 procent af de stemmeberettigede har stemt, så kræver reglerne yderligere, at 25 procent af alle de stemmeberettigede har stemt imod. Så hvis stemmeprocenten eksempelvis kun er på 25 procent, skal alle stemme imod. Men hvis den kommer over 40 procent, så kræver det blot et simpelt flertal af nej-stemmer.

Det andet, der gør det nemmere at få et ja stemt hjem, handler om sammenkædning. Det er forligsmanden, der alene bestemmer, hvordan der skal stemmes, og hun kan beslutte, at alle afstemninger skal kædes sammen

Det vil sige, at der eventuelt kan komme et samlet mæglingsforslag for både kommuner, regioner og stat, og så er det et flertal blandt alle, der skal stemme ja, hvis det skal vedtages.

Men forligsmanden kan også vælge, at områderne stemmer hvor for sig. Jo mere, hun kæder sammen, des mere vil en enkelt utilfreds gruppe drukne i mængden.

Så hvis lærerne er meget utilfredse med resultatet, vil deres nej-stemmer kunne opvejes af, at HKere i staten, sygeplejerskerne i regionerne eller andre stemmer ja.

»Sammenkædningen gør et ja mere sandsynligt, og det er netop Forligsinstitutionens rolle. Den skal minimere risikoen for konflikt,« siger Nana Wesley Hansen.

I 2002 havnede hele det kommunale område i Forligsinstitutionen, og det resulterede i en sammenkædet afstemning for alle grupperne. Der var stor modstand blandt lærerene og sygeplejerskerne, som havde massive nej-flertal, men sammenkædningen betød, at mæglingsforslaget samlet blev vedtaget.

Henning Jørgensen siger, at man aldrig har haft så stor en sammenkædning på det offentlige område før, som der er mulighed for denne gang.

»Spørgsmålet er, hvilken effekt det vil have. Der er mange, der er sure, efter det der er sket den sidste måneds tid,« siger han.