En seksårig pige blev fredag fundet livløs i en badesø i Albertslund. Hun blev dog kort tid efter genoplivet af livreddere på stedet.

Ulykken skete kl. 17.25, hvor det lykkedes livreddere ved søen at få gang i pigens hjerte. Hun blev kort efter kørt til Rigshospitalets Traumecenter.

»Vi ved ikke, hvor længe hun nåede at ligge i vandet, men lang nok tid,« siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Lars Guldborg til B.T.

Det er endnu for tidligt at sige, hvordan hendes tilstand vil blive fremover, da hun har været uden ilt i en periode.

Pigen var ved badesøen sammen med sin familie, men politiet ved ikke, hvordan det skete, at pigen pludselig lå på bunden af søen.

Det var en badegæst, der opdagede pigen og tilkaldte livreddere, der begyndte genoplivning.

B.T. følger sagen. Ved du noget om hændelsen, må du meget gerne sende os et tip på 1929@bt.dk