Netop nu er det højtid for eksamener på både ungdomsuddannelser og videregåendeuddannelser. Thomas Pape, stressrådgiver og eksamenscoach ved Mindstudy, har skrevet bogen »Træn dig til en god eksamen«, og han giver her sine råd til, hvordan man klarer sig bedst til de mundtlige eksamener.

1: Fokuser på alt det, du kan påvirke

Når du træder over dørtærsklen er det ikke alt, du kan have styr på, men god forberedelse kan bringe dig langt. Det er dog vigtigt, at du undervejs tillader dig pauser, hvor hjernen kan lade op, og samtidig kun holder dit fokus på det, du kan gøre noget ved.

"Man skal ikke fokusere på alt det, man er bange for eller frygter, der kan ske. I stedet er det vigtigt, at man holder fokus på det, man kan påvirke."

Læs også:

Læs også:

2: Fjern alle forstyrrelser

Sluk telefonen, fjern Facebook-appen fra din smartphoneog drop Instagram mens du læser til eksamen. De mange forstyrrelser kan nemlig have stor betydning for, hvor godt du får læst op og dermed præsterer til eksamen.

"Man skal forsøge at fordybe sig så meget, man overhovedet kan, og det kræver, at hjernen ikke hele tiden bliver forstyrret," siger Thomas Pape.

3: Øv dig i eksamenssituationen

Det nytter ikke noget at kunne 2. gradsligninger eller tyske verber til perfektion, hvis man ikke ved, hvordan man skal formidle det. Derfor anbefaler Thomas Pape, at man ikke kun læser op på pensum, men også øver selve eksamenssituationen.

»Det er en rigtig god ide at iscenesætte en eksamenssituation, hvor man øver sig på, hvad man skal sige, for formidlingen er rigtig vigtig til en eksamen. Det er en god ide simpelthen at sige det højt, man har tænkt sig at sige inde til eksamen,« siger eksamenscoachen.

4: Sænk nervøsiteten

For de fleste eksaminander kan det godt give et større eller mindre sug i maven af nervøsitet, når de skal ind til det grønne bord. Derfor er det vigtigt for præstationen, at du får bugt med nervøsiteten inden eksamen.

»På selve eksamensdagen er det en god ide at lave nogle åndedrætsøvelser, gå en tur i det fri eller løbe en tur, så nervøsiteten bliver brændt af. Motion aktiverer desuden hjernens hukommelsescenter, så det kan være med til at sikre, at hjernen er mest tændt inden eksamen,« forklarer Thomas Pape.

Læs også:

5: Lad være med at tolke på situationen

Er det et dårligt tegn, at censor tager mange noter? Og hvorfor stiller han så mange spørgsmål?
Det kan være ret svært ikke at tolke på de ting, lærer og censor gør inde i eksamenslokalet. Men det er en virkelig dårlig ide, for det fjerner dit fokus fra selve eksamen.

»Det er vigtigt at holde hovedet koldt og fokusere på det, man kan påvirke, i stedet for det, der sker i eksamenslokalet,« siger Thomas Pape.

6: Lad være med at rette dig selv

Undervejs i en eksamenssituation er det nærmest uundgåeligt ikke at lave en lille fejl hist eller her. Men i stedet for at sidde og rette på dig selv, gælder det om at komme videre. En lille fejl er ikke ensbetydende med, at eksamen går dårligt, men du kan ødelægge situationen for dig selv ved at fokusere for meget på fejlen.

»Man skal tillade sig selv at komme op på hesten igen og komme videre,« siger Thomas Pape.